Er du årets unge landmand?

Sammen med Gjensidige kåres en ung landmand med mod på fremtiden. Store præmier til vinderen.

Det er selvfølgelig rart med en anerkendelse til os unge. Hver morgen står vi op til nye kampe der skal kæmpes. Det er hårde tider, og man skal hænge i for at overleve.«

Sådan sagde en synligt rørt og stolt Bart Pelgröm, da han på delegeretmødet i november 2015 blev kåret som Årets Unge Landmand 2015.

Kampen er ikke blevet mindre hård siden da, og der er derfor al mulig grund til igen i 2016 at vælge og hylde unge landmænd, der trods de hårde odds har både modet, talentet og stædigheden til at etablere sig.

Derfor kårer LandbrugsAvisen sammen med Gjensidige forsikring igen i år Årets Unge Landmand. For der er trods alt stadig unge, der etablerer sig, og spørger man på landbrugsskolerne, er det stadig drømmen om at få foden under eget bord, der trækker.

Forslag søges

Lige nu søger vi fire kandidater til prisen, der igen i år overrækkes foran landbrugets fornemste forsamling, delegeretmødet til november. Vi kender selv en del kandidater men har brug for din hjælp til at finde den helt rigtige.

For at være kandidat skal man være højst 35 år, etableret inden for de seneste to år og selvstændig landmand med ansvar for den daglige drift. Måske ejer kandidaten gården selv, måske er han/hun styrende i et I/S, måske har kandidaten en investor eller en pensionskasse i ryggen. Drives landbruget i lejede bygninger, er det også ok.

Driften skal være sund og med en god plan for fremtiden. Kandidaten kan komme fra alle driftsgrene - kvæg, svin eller planter - men også fjerkræ, mink eller helt andre aktiviteter. På samme måde kan både en økolog og en konventionel landmand blive vinder - blot man er et forbillede for kollegerne.

Præmien til vinderen er et rejsegavekort på 30.000 kr. - enten til en studietur eller et tiltrængt afbræk fra en travl hverdag. Til de tre andre finalister er også pæne præmier, alt sammen sponsoreret af forsikringsselskabet Gjensidige.

Derfor: Har du en kandidat, så send dit forslag til os, så vi har det senest 15. august, på mail unglandmand@landbrugsmedierne.dk.

 

Faktaboks

Landbruget skriger på unge kræfter

  • Næppe nogensinde har landbruget haft mere brug for unge, der kan, vil ... og får lov af banken
  • Kun 2,3 procent af alle landmænd er under 35. For bare ti år siden var andelen tre gange større
  • Rundspørger på landbrugsskolerne viser, at en meget stor del af eleverne stadig drømmer om at være selvstændige
  • For at sætte spotlys på de unge kårer LandbrugsAvisen og Gjensidige på delegeretmødet årets unge landmand

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.