Glyphosat får ny godkendelse

Miljøstyrelsen fortæller til Landbrugsavisen.dk, at EU har tilkendt aktivstoffet glyphosat en fornyet godkendelse på fem år.

Ved et møde tidligere i november bakkede kun 14 medlemslande op om en fornyelse på fem år. EU-Kommissionen lod derefter et appeludvalg - også bestående af EU's medlemslande - tage stilling til spørgsmålet igen. Her har nogle lande skiftet holdning, så glyphosat akkurat vinder det kvalificerede flertal, der var kravet til en fornyelse.

Der vil dog tilsyneladende være nye vilkår for anvendelsen af glyphosat, blandt andet angående privates brug af ukrudtsmidlet, der er aktivstof i Roundup.

Landbrugsavisen.dk opdaterer, når vi kender de nye vilkår for anvendelsen af glyphosat.

Den tidligere licens udløb 15. december.

Fornyelsen betyder, at alle sprøjtemidler med glyphosat i Danmark næste år skal revurderes af Miljøstyrelsen.

FN's kræftagentur IARC har vurderet, at stoffet er potentielt kræftfremkaldende. EU's agenturer for hhv. fødevaresikkerhed og kemikalier har derimod frikendt stoffet for sundhedsrisici.

Flere lande, heriblandt Frankrig, har ment, at glyphosat burde have fået en kort fornyelse på maksimum tre år, der skulle fungere som en udfasningsperiode. EU-Parlamentet har bakket op om tanken om en udfasning.

Miljøorganisationer- og aktivister har ført kampagne for at få stoffet forbudt.

Opdateres...

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.