Københavns Universitet undersøger om pesticider gør insekter syge

Et nyt projekt ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab under Københavns Universitet skal undersøge samspillet mellem kemikalier og sygdomme i en insektmodel.

Insekter og andre dyr bliver i stigende grad udsat for kemikalier som pesticider, hvilket f.eks. kan svække deres immunforsvar, men ingen kender de præcise konsekvenser af dette.

Det vil Københavns Universitet ændre, skriver de i en pressemeddelelse.

”Kemikalier som pesticider kan selv i små mængder have uforudsete og langsigtede effekter ved at svække immunforsvaret, for alle dyr og mennesker oplever at blive angrebet af sygdomme eller snyltere, og deres evne til at modstå eller tolerere dette afhænger i høj grad af et sundt immunforsvar. For at forstå mekanismerne og konsekvenserne ved dette vil vi derfor udforske, hvordan pesticider og sygdomme spiller sammen i insekter,” fortæller Brian Lund Fredensborg, lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Han leder et nyt forskningsprojekt, hvor forskerne bl.a. vil udsætte biller for sygdomsfremkaldende svampe og bændelorme samt pesticider, som anvendes mod henholdsvis insekter og svampe.

”Når insekterne bliver udsat for kemikalier kan det f.eks. reducere deres immunforsvar og derved forbedre svampenes muligheder for at etablere sig i insekterne og derfra sprede sig til nye værter. Det kan også ske, at et angreb af en parasit som en bændelorm får insekterne til at spise mere og dermed øger deres indtag af kemikalier. Alle disse processer og mekanismer vil vi kortlægge i detaljer ved hjælp af forsøgene på vores billemodel,” forklarer Brian Lund Fredensborg.

Ikke kun insekter og pesticider

Projektets perspektiver er dog større end pesticider og insekter. Forskerne forventer, at deres resultater vil åbne op for en bredere forståelse af sygdomsbiologi i relation til eksponering til kemiske stoffer. På sigt kan resultaterne derfor potentielt også bruges i udviklingen af nye farmaceutiske produkter samt miljøvenlig insektbekæmpelse.

”De komplekse interaktioner, der sker mellem kemikalier, dyr og deres sygdomme er ikke før blevet systematisk undersøgt, selvom det kan have stor betydning for økosystemet, lovgivning og udviklingen af nye kemikalier som pesticider og medicinalprodukter. Så resultaterne fra dette projekt vil give os en fuldstændig ny forståelse, og vi forventer, at det vil give os en grundlæggende ramme for, hvordan man fremadrettet kan forske i dette samspil,” siger Brian Lund Fredensborg.

 

Faktaboks

Projektet løber over fem år og bærer titlen ‘“Double-trouble”: Combined effects of pesticides and pathogens on insects’. I projektet deltager både eksperter i parasitologi, økotoksikologi, entomologi og immunologi fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab og universiteter i Sheffield og York i England.

Det er støttet af Villumfonden med 4.857.282 kr.

 

Emneord pesticider

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.