Kartoffelskimmel truer dansk eksporteventyr

Danske kartoffelavlere har indtaget en særdeles gunstig position på markedet for kartoffelstivelse. Nu truer et forbud mod et populært middel mod kartoffelskimmel med at tage toppen af udbytterne.

Den danske produktion af kartoffelstivelse har udviklet sig til et sandt eksport-eventyr.

Omtrent 95 procent af den kartoffelstivelse, der produceres på de danske kartoffelmelsfabrikker, eksporteres til verdensmarked.

Det sker, fordi dygtige danske kartoffelavlere og innovative og topmoderne fabriksanlæg kan producere stivelse til en konkurrencedygtig pris til et hungrende verdensmarked.

Det er der umiddelbart ikke udsigt til, at der bliver ændret på.

Stigende areal

Produktionen af kartoffelstivelse peger direkte ind på en megatrend med plantebaserede fødevarer. Varer, som i stigende grad efterspørges af en voksende middelklasse over hele verden.

Det bringer de danske kartoffelavlere og de andelsejede kartoffelmelsfabrikker i en gunstig position, hvor stigende efterspørgsel på kartoffelstivelse baner vej for en større produktion til attraktive afregningspriser.

Derfor er der udsigt til, at arealet med stivelseskartofler i år stiger med 3-5 procent, så arealet kommer op på samme niveau som rekordåret 2020, hvor der blev dyrket 40.000 hektar med stivelseskartofler i Danmark.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

Skimmel truer

Ved indgangen til 2023 vækstsæsonen står de danske kartoffelavlere med to store udfordringer.

Den første er, at mange af de mest dyrkede sorter har udviklet resistens over for skimmelmidlet Revus.

Den anden er fund af pesticidrester i grundvandet, som har fået Miljøstyrelsen til at trække godkendelsen af Raman Top tilbage.

- Det bringer os i en situation, hvor vi er ekstremt afhængige af få midler til bekæmpelse af kartoffelskimmel. Det er et problem, da brug af få midler skaber et øget selektionstryk. Det øger risikoen for, at kartoffelskimmel udvikler resistens over for midlerne, siger Lars Bødker, landskonsulent hos Seges.

Han tilføjer, at branchen derfor arbejder hårdt på at udvikle bæredygtige strategier til bekæmpelse af kartoffelskimmel, som kombinerer brug af resistente sorter og blandinger af de tilbageværende svampemidler.

Han lægger dog ikke skjul på, at de danske kartoffelavlere på sigt risikerer større variationer i udbytterne som følge af kartoffelskimmel.

Faktaboks

Areal med stivelseskartofler i Danmark

  • 2018:    30.750 ha
  • 2019:    35.500 ha
  • 2020:    40.000 ha
  • 2021:    35.000 ha
  • 2022:    38.350 ha

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.