Kom godt i gang med foråret: Skal noget sås om og hvor meget?

Rettidig pasning af markerne er den bedste forsikring, en planteavler kan tegne i forhold til at stabilisere indkomsten, påpeger planterådgiver.

Der kommer færre ”normale” år, og når forholdene har været så våde, som de var i efteråret, er du som planteavler nødt til at ændre strategi i markerne

- Du tænker måske, at du kan udsætte en bestemt ting en uges tid, fordi det så passer bedre ind i kalenderen. Men så kommer der skybrud, og så går der tre uger, før du kan komme ud at køre i marken. Så er det for sent. 

Sådan siger Daniel Damhus, planteavlsrådgiver, i en pressemeddelelse fra Velas. 

Timing er centralt

Når han skal forklare, hvordan du får taget godt hul på arbejdet i markerne her i foråret, peger han især på begrebet timing som det helt centrale. 

- Rettidig pasning af markerne er den bedste forsikring, som du kan tegne i forhold til at stabilisere din indkomst, når betingelserne skifter, som de gør, siger Daniel Damhus.

Det skal du kigge på

  • Er der noget, der skal sås om – og hvor meget? 
  • Hvis der er en afgrøde – hvordan er ukrudtssituationen? 
  • Er afgrøden svagt udviklet eller kraftig udviklet?

Når vi har vanskelige sæsoner, som hele sidste dyrkningsår eksempelvis var, bliver det ifølge planteavlsrådgiveren meget tydeligt, om det lykkes for den enkelte landmand at ramme rigtigt ude i marken. 

- Det viser sig i meget store udbytteforskelle. Hvis du skal stabilisere dine udbytter, skal du lægge mange kræfter i at få gjort tingene til tiden ude i markerne, siger han. 

Den rette timing handler blandt andet om, at du får sået, gødet og sprøjtet på det rigtige tidspunkt. Heri ligger den store udfordring: Du kan af gode grunde ikke forudse vejret, og derfor kan det være svært at vide, hvornår det rigtige tidspunkt er. 

En måde at forbedre dine muligheder for at kunne handle, når det er mest optimalt, er derfor ifølge Daniel Damhus, at du har styr på dine forberedelser. 

- Lav en analyse af dit eget arbejde. Gik det godt for dig i 2022, men ikke ret godt i 2023, skal der måske laves noget om. Spørg dig selv, om du har mandskab nok til at kunne rykke på ting hurtigt? Har du maskiner nok i forhold til arealet og afgrøderne? Det gælder om at få udpeget, hvor skoen trykker på netop din bedrift, hvad enten det er inden for såning, ukrudtsbekæmpelse eller høst, siger han. 

Mange glemmer erfaringer fra vanskelige år

Særligt når der har været gode dyrkningssæsoner, er der ifølge Daniel Damhus en tendens til, at mange glemmer, hvad der så skal til, når forholdene er mindre gunstige. 

- Normale år, hvad angår vejret, bliver der færre af, og det er altid på bagkant af en vanskelig sæson, at vi igen snakker om rettidige indsatser i markerne. I de gode år glemmer mange det lidt, men så får de stryg, når de dårlige år vender tilbage, siger Daniel Damhus. 

Sidste år var langt fra et normalt vejrår. Især efteråret var meget vådt, og det har medført vanskelige vilkår i markerne. 

- Normalvis laver man størstedelen af ukrudtsbekæmpelsen i efteråret, men i nogle marker er det ikke sket. Så snart det begynder at dufte af forår nu her, skal du ud i marken og kigge på, hvordan den ser ud, siger Daniel Damhus. 

Hvis afgrøden er fuld af ukrudt, skal du måske sætte ind med en højere dosering eller et andet middelvalg end ellers i forårets ukrudtsbekæmpelse.  

- Er afgrøden samtidig svagt udviklet og plaget af ukrudt, skal du hurtigst muligt have bekæmpet ukrudtet og have givet afgrøden en stor mængde gødning, siger Daniel Damhus. 

Når landmændene i foråret er ude for at kigge på og analysere markerne, vil mange opdage, at der i år er langt større variation i, hvordan tilstanden er. 

- I fjor så næsten alle marker godt ud, fordi betingelserne var rigtig gode. Det våde efterår resulterer i, at afgrøderne har det på vidt forskellige måder i år. Derfor skal behandlingerne i de enkelte marker differentieres langt mere, siger planteavlsrådgiveren. 

Faktaboks

Mere viden

  • Hvis du er interesseret i, hvordan du kan forbedre dine muligheder for at time din indsats rigtigt, og hvordan du generelt får mest muligt ud af dit arbejde i marken i det nye år, kan du blive klogere, når Velas afholder ”Planteforum 2024” den 6. og 7. februar i husene i Horsens, Søften, Vissenbjerg og Fyn.
  • Læs mere om arrangementet på velas.dk/arrangementer

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.