Kræs for vildtet og få mere liv i marken og øget biodiversitet 

Undersøgelser viser, at bestanden af agerhøns kan øges med 2,9 til 18,4 par pr. 100 hektar efter blot fem år med vildttiltag og den rette forvaltning.

Af Hanne Juncher Fris, jagt- og naturkonsulent, Velas, hjk@velas.dk 

Vildtvenlige tiltag på markarealer rummer mange muligheder for at gavne markvildt og biodiversitet med en relativ lille arbejdsindsats.

Undersøgelser viser, at bestanden af agerhøns kan øges med 2,9 til 18,4 par pr. 100 hektar efter blot fem år med vildttiltag og den rette forvaltning.

Effekt

Markvildtstriber virker ved at give føde og dækning og i nogle tilfælde redeskjul til markvildtet.

Der er mange muligheder for at dyrke forskellige afgrøder på vildtstriber, så du kan tilpasse vildtstriberne, afhængig af hvad der er størst mangel på. Det kan være insekter i sommerhalvåret, frø til efteråret eller vinterdække. 

Du kan lave følgende tiltag i marken: Vildtstribe, barjordsstribe, insektvold, lærkepletter, slåede spor og græsbræmmer. 

Etablering

Du kan anvende plantearter som f.eks. fodermarvkål, foderraps, cikorie, kløver, stauderug til hjortevildt/hare samt honningurt, quinoa, boghvede mv. til fuglevildt, som udlægges i renbestand eller eventuelt købes i frøblandinger.

Udvalget af blandinger med direkte fokus på biodiversitet stiger støt i disse år ved frøavlsfirmaerne.

Ved såning kan du med fordel kombinere arterne, så du sår både 1- og 2-årige arter samtidig. Derved kan din vildtstribe til at fungere i to, måske tre år. 

Du får den bedste effekt ved at etablere striberne i nærheden af eksisterende permanente naturlige elementer, som f.eks. skov, læhegn eller lign. arealer hvor der allerede er dækning for vildtet, eller som ledelinjer imellem sådanne arealer. 

For at opnå den bedste fremspiring af plantearterne skal du forberede dit såbed inden etablering, da ukrudt og græs ellers vil udkonkurrere vildtfrøene. Ukrudt spirer ved en lavere temperatur end frøene til vildtstriberne.

Op til etablering holdes jorden mekanisk sort ved harvning med to-tre ugers mellemrum. På den måde udpines det meste ukrudt, og herefter kan du så dine vildtfrø. Du må gerne vente med at så frøene til ultimo maj.

Tiltagene kan må ikke placeres på arealer med permanent græs eller §3 naturbeskyttede arealer. 

Vildtstriber

Vildtstriber i marken må være maksimalt 10 meter brede, alene, eller i kombination med andre vildttiltag, som f.eks. barjordsstribe.

Striberne må ikke udgøre mere end 10 procent af markens samlede areal. Tiltagene skal ikke tegnes ud af marken, når der søges EU-tilskud. Dog har tiltagene ingen N-norm. 

Dit fokus på jagt- og vildttiltag øger biodiversiteten på din ejendom og vice versa.

Vil du vide mere

I Velas Natur har vi stort fokus på korrekt valg af vildt- og blomsterstriber på markniveau, men også som mere permanente biodiversitetstiltag for hele din ejendom, andre steder end dyrkningsfladen.

Fokus på biodiversitet forøger naturligt indholdet af insekter og levesteder til gavn for bl.a. markvildt og især hønsefugle, som mangler føde hele året.

Er du i tvivl om korrekt valg af vildtstribe eller biodiversitetsblanding kan du se på Velas demomark ved Labing, Århus, se flerårige blandinger fra DLF og DSV frø på markjord, hvor pløjelaget er fjernet.

Du kan også søge mere viden i en af Velas erfagrupper indenfor jagt-, vildtpleje- eller natur.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.