Løkke fortryder randzoner: Jeg bliver en bedre statsminister anden gang

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen erkender, at der var ting, han kunne have gjort bedre i sin første periode som statsminister.

Vandrammedirektivet og randzonerne var punkter Lars Løkke Rasmussen gerne ville have gjort bedre i sin første periode som statsminister. Det forklarede han tirsdag i Vissenbjerg for 700 svineproducenter, der var samlet til årsmøde hos Porcus-dyrlægerne.

”Vi gjorde ting, da vi sad i regering sidst, som ikke er populære i landbruget, og som set i bakspejlet kunne være gjort bedre,” sagde Lars Løkke Rasmussen til forsamlingen.

Han undskyldte sig med at hensynet til eksporten og danske arbejdspladser ikke vejede så tungt dengang, som det gør i den blå blok i dag.

Den tidligere formand for Landboungdommen, Lars Hansen, havde et ønske til Lars Løkke Rasmussen:

”Økonomien er anstrengt, det har den været før og det kommer vi nok igennem. Men du skal give os respekten for vores erhverv tilbage. Vi hører kun negativt fra politikere, fra medier og fra Christiansborg. Det kvæler os,” lød det fra Lars Hansen, der fik opbakning fra salen.

”Jeg har været statsminister før og tror jeg kan blive en bedre statsminister anden gang,” forsikrede han.

Lars Løkke fastslog, at blå blok samlet står bag de 16 punkter for en bedre konkurrenceevne for landbruget de fremlagde i efteråret.

”Det er 16 punkter er et opgør med randzonekrav og overimplementering af EU-krav, for vi kan sikre miljøet og øge beskæftigelsen samtidig. Det kalder vi grøn realisme,” sagde Lars Løkke.

Han opfordrede Helle Thorning-Schmidt til enten at indlede reelle forhandlinger om vækst eller at udskrive valg.

Emneord randzoner, politik, Folketingsvalg 2015

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.