Nyt superudvalg for landbrug og miljø i Folketinget

Færre dobbelte samråd: Folketingets fødevareudvalg bliver slået sammen med miljøudvalget i forlængelse af sammenlægningen af Miljø- og Fødevareministerierne.

Folketinget har besluttet, at fødevareudvalget og miljøudvalget fremover skal lægges sammen til ét samlet udvalg som konsekvens af, at Fødevareministeriet og Miljøministeriet lægges sammen.

Det bekræfter Folketingets udvalg for Forretningsorden.

Beslutningen betyder, at de af Folketingets partier, som allerede har konstitueret sig med ordførere for diverse stående udvalg, skal genoverveje fordelingen af ordførerskaber.

Giver færre samråd

Beslutningen kommer formentlig også til at betyde, at den nye Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ikke som sin forgænger vil skulle møde til »dobbelte samråd« i to forskellige udvalg med overlappende dagsordener.

»På den måde sparer vi arbejdstid,« konstaterede Eva Kjer Hansen allerede ved ministeroverdragelsen mandag.

Og den afgående fødevareminister Dan Jørgensen (S), som i sit halvandet år lange ministerliv nåede at deltage i en lang række samråd - og dobbelte samråd - , nikkede samstemmende.

Bedre koordinering

Også Venstres fødevareordfører til nu, Erling Bonnesen, er tilfreds med sammenlægningen af de to udvalg.

»Jeg er glad for, at vi har fået slået de to ministerier, og nu også udvalgene, sammen. Det vil give os en rigtig god mulighed for at få koordineret beslutningerne og ikke har to ministerier med kolliderende interesser,« siger han.

Følge landbrugspakke til dørs

Erling Bonnesen går selv efter at blive hovedordfører for Venstre i det nye udvalg.

»Jeg lægger billet ind på hovedordførerskabet for at følge vores landbrugspakke til dørs,« siger han.

Gade fordeler poster

Venstre har dog endnu ikke officielt fordelt ordførerskaber - det sker formentlig om et par dage.

Her kommer bl.a. Søren Gade, tidligere adm. dir. i Landbrug & Fødevarer, til at trække i trådene som Venstres nye gruppeformand.

»Det er gruppeformanden og gruppebestyrelsen, der sammen med hovedbestyrelsen lægger kabalen for at få det hele til at gå op bedst muligt, så Venstre som regeringsbærende parti og som gruppe kan dække alle sagsområder bedst muligt,« siger Erling Bonnesen.

Venstres ordførerskab på miljøområdet er ledigt efter Henrik Høeghs exit af Folketinget.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle