Landmand: Jeg er lykkelig for, at strandsvingel blev skårlagt

Hos Hans Frederik Larsen blev det sidste strandsvingel høstet i tirsdags efter 11 dage på skår - og forventningen er et udbytte på niveau med sidste år.

- Vi tærskede det første strandsvingel for en uge siden (i uge 28, red.) og det sidste i tirsdags. Det er gået godt, men vi har ikke høstet tørt frø. Der var 12,5 procent vand i det første og 13 tirsdag, siger Hans Frederik Larsen.

Han er lykkelig for, at han valgte at skårlægge strandsvinglen, som normalt høstes direkte.

- Sidste lørdag (15. juli) havde vi et vanvittigt uvejr med tordenstorm og voldsom regn. Det ville uden tvivl have rusket frøene af, hvis afgrøden ikke havde været skårlagt. Så jeg har været heldig - den skårlægning er guld værd.

Hans Frederik Larsen forventer, at strandsvinglen giver godt, når den er oprenset - på niveau med sidste år.

Rapsen er ikke skårlagt

- Jeg havde planlagt at skårlægge rapsen på grund af lucerneudlægget, men har alligevel besluttet at lade være. Da strandsvingel blev skårlagt 8. juli, var det for tidligt i raps. Og nu er rapsen næsten moden med 14 procent vand, viser min prøvetærskning.

Desuden er lucernen ikke eksploderet eller groet ovenud af rapsen endnu, men står tynd og ranglet, så bladmæssigt vil den ikke genere høsten. Derfor er jeg kommet frem til, at det vil give mere høstbøvl at skårlægge, siger han.

Det er kun lige skulpelaget, de tærsker. Efter høst klippes den høje stub af, så lucernen får mest muligt lys - og kan producere et godt slæt i efteråret.

Spreder efterafgrøder før høst

Hans Frederik Larsen vil helst sprede efterafgrøder før høst, for at de bliver størst mulige i efteråret.

Og i år er der optimale forhold for det med al den regn. Han har tre elspredere monteret på en sprøjtebom, der hver spreder otte meter med dobbelt overlap.

- Hveden er begyndt at lysne, og vi går normalt efter, at efterafgrøderne skal spredes fra 15. juli med udsigt til regn. Så jeg står på spring for at få det gjort på 55 hektar. Det kræver en større udsædsmængde end efter høst, da markspiringsprocenten er ringere.

Jo flere arter i blandingen, jo mere diversitet. I år tager han dog den simple vej med 90-10 olieræddike-honningurt.

 

Udfordring her og nu

Høst: - Jeg har en positiv forventning til kornhøsten. Afgrøderne står godt, bortset fra tørkepletterne fra juni. Regnen kom i sidste øjeblik. Jeg har heller aldrig haft så flot en raps. Men stængelsundheden er ikke god, stænglerne er brune, måske phoma. Så jeg er spændt på, hvad det betyder for udbyttet.

Lejesæd: - Det voldsomme uvejr med lyn, torden og 20 millimeter regn på et splitsekund sidste lørdag har lagt hveden ned i gødningsoverlappene, mens vårbyggen blev stående, fortæller Hans Frederik Larsen.

Faktaboks

  • Hans Frederik Larsen driver Barløsegaard (JB 5-7). Sønnen Frederik er med i alt.
  • 257 hektar med raps, vinterhvede, strandsvingel, vårbyg, juletræer, skov, natur.
  • Pløjefrit siden 2000. Overgang til 100 procent Conservation Agriculture fra 2016 med Cross Slot/Nowag no-till såmaskine (skiveskær).

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.