Landmand: Jeg mangler stadig at så 22 hektar vinterhvede

Hos Anders Falk er såningen gået godt, og den først såede vintersæd er klar til at blive sprøjtet mod ukrudt.

"Jeg blev færdig med at så de 32 hektar rug midt i september. Men jeg mangler stadig at så 22 ud af 80 hektar vinterhvede«, siger Anders Falk Rasmussen, der dyrker 300 hektar i et alsidigt sædskifte på Falster.

Han tilføjer, at alle markerne med vintersæd køres over med en Cambridge tromle, for at trykke de sten ned, som såmaskinen har lagt op på jordoverfladen.

Lige nu står den på rengøring af mejetærsker og øvrige maskiner, ligesom hjulene på en af traktorerne bliver skiftet, så vintersæden kan sprøjtes med Boxer og DFF. Det kommer til at udgøre efterårssprøjtningen, som følges op med en forårssprøjtning.

For ringe græsudlæg

Efter planen skulle Anders Falk Rasmussen have 18 hektar med første års engrapgræs til næste år.

Sådan bliver det dog ikke, da frøgræsset er kommet for ringe, og derfor bliver lagt om.

»Jeg fik ærteudsæden for sent. Det resulterede i, at det blev for tørt, og det har græsudlægget ikke kunnet klare«, siger Anders Falk Rasmussen.

Til den kommende sæson har han derfor 15 hektar med anden års engrapgræs og 11 hektar med første års rødsvingel.

Han håber, at han kan øge arealet med spinat fra de 17,5 hektar, som han havde i år, til 21 hektar. Det er dog ikke sikkert, da meldingen fra Vikima foreløbig er, at de reducerer arealet til næste år som følge af de flotte udbytter i spinaten i år. Arealet med spinat bliver lagt fast sidst på året, når frøfirmaerne har overblik over, hvor meget frø de får brug for.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  1. Efterafgrøder: Efterafgrøder forud for korn sprøjtes ned i efteråret, så vårsæden kan sås direkte til foråret. På marker, hvor der skal sås udlæg af engrapgræs, afpudses og tallerkenharves efterafgrøden i efteråret.
  2. Klipning af hegn: Anders Falk Rasmussens bror har et firma, der bl.a. klipper hegn. I år skal 90 pct. af Anders Falk Rasmusens hegn klippes.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.