Landmand: Jeg prioriterer efterafgrøder højest - selv om de ødelægger min frøavl

Artiklen er første gang publiceret i fagmagasinet MARK, maj 2021

»Jeg dyrker hvidkløver og rajsvingel til frø, og tidligere også strandsvingel og rajgræs. Men de senere år er jeg også begyndt at bruge mange af de samme frøarter i mine efterafgrødeblandinger.

Det »forurener « jorden, så jeg på sigt ikke mere kan avle frø. I hvert fald kun på nye arealer. Det har jeg valgt, fordi jeg prioriterer hvidkløver og frøgræs højest i efterafgrødeblandingerne«.

Det fortæller Erik Staun fra Egelund ved Nibe, der driver økologisk planteavl og konventionel svineavl.

Udover frøarterne bruger han mange andre efterafgrøder i al korn, raps og ært. Især de N-fikserende, overvintrende arter, som p.t. ser ud til at blive tilladt i de lovpligtige efterafgrøder.

Frugtbar jord

»Der er flere grunde til, at jeg prioriterer mangfoldige efterafgrødeblandinger højt. Dels fordi jeg som økolog er helt afhængig af at have N-motorer i sædskiftet. Dels fordi jeg har meget stor fokus på jordens frugtbarhed - og her er efterafgrøder afgørende.

De øger indholdet af humus, kulstof og mikroorganismer i jorden, som er alfa og omega for at få en jord i balance. Og der sker bare noget med jorden, når man bruger mange forskellige arter i blanding. Det giver levested for mange flere mikroorganismer, der bygger liv og aktivitet op i jorden«, siger Erik Staun.

Han lægger ikke skjul på, at det er et langt sejt træk at genopbygge jorden og øge frugtbarheden.

Men lykkedes det, er han overbevist om, at lerjord og sandjord nærmer sig hinanden, så lerjord er lettere at bearbejde, og sandjord mere vand- og næringsstofholdigt.

»Det er vigtigt at designe blandinger, der rammer rigtigt - også så frigivelsen af næringsstoffer times til de efterfølgende afgrøder. Det ved vi stadig alt for lidt om. Så vi forsøger os frem«, siger han.

Hvidkløver overalt

Startskuddet til de mange efterafgrøder kom lidt tilfældigt et år, hvor hans økologiske hvidkløver ikke blev godkendt til frø.

»Jeg havde pludselig en stor bunke hvidkløverfrø liggende, så jeg begyndte at sprede dem på markerne ved sidste radrensning i foråret.

Det gav et fantastisk kløvertæppe i bunden af afgrøderne, som var klar til at eksplodere i vækst, når det fik luft og lys efter høst. Jeg fik en rigtig god forfrugt til næste års afgrøde, samtidig med at ukrudtet fik konkurrence«, siger han.

Det er først de senere år, han har fået øjnene op for, at en blanding af mange forskellige efterafgrødearter er vigtig. Det har han siden eksperimenteret og leget meget med. 

»Sidste år købte jeg for 80.000 kr. efterafgrøde-frø, og blandede dem i forskellige kombinationer fordelt på 150 hektar. Det kostede godt 500 kr. pr. ha, men det ofrer jeg gerne på gode efterafgrøder. I år har jeg indtil nu brugt 20.000 kr.«.

Der er masser af kløver, rajgræs og vintervikke i kornstubben i marts måned - og enkelte cikorie - der har overlevet vinteren. Det giver vigtig næring til den efterfølgende vårbyg - og gavner jorden.

I vårkorn og raps

I vårkorn iblander Erik Staun frø af rødkløver, alexandrinekløver, vintervikke, rajgræs og rajsvingel med udsæden.

Det er forholdsvis storfrøede arter, hvilket er vigtigt, når de skal spire fra kornets sådybde - som derfor kun er tre cm.

»Jeg bruger små mængder, når det iblandes såsæden, så jeg er sikker på, de ikke bliver dominerende og generer hovedafgrøden. Det er en balancegang. Især rødkløver kan være aggressiv, og også nogle græsser. Derfor skårlægger jeg også altid afgrøderne før høst«

Ved sidste radrensning af kornet i maj drysses hvidkløverfrø ud på jorden, eventuelt sammen med cikorie, blodkløver og mere græsfrø - og dækkes med efterharve. Hvidkløver tåler ikke dyb sådybde.

»Både rødkløver, hvidkløver og alexandrinekløver skal såes ud i foråret, for at kunne nå at blive til noget. Vintervikke kan sås både forår og efterår, men laver et fantastisk stykke arbejde henover sommeren, hvis den etableres i foråret. Den når dog også at danner mange knoldbakterier, selvom den først såes efter høst.

Rajgræs og rajsvingel kan sås både i foråret og efter høst - men bliver ikke til så meget ved såning midt i august. Alligevel er de vigtige, da de overvintrer«, siger han.

Raps sås ud sammen med hvidkløver i august. Efter rapshøst ligger stubben med hvidkløvertæppet, indtil der sås vårkorn. Enkelte år har han i stedet sået vinterrug sent.

Efter høst

I bælgsæd (ært og lupin) etablerer han først efterafgrøder efter høst.

Først laver han en skrælpløjning i 7-10 cm, og derefter sås en blanding af mange forskellige arter med såmaskinen - lige som en hovedafgrøde. F.eks. vintervikke, rajgræs, olieræddike, radise og den vårkornart, der skal sås ud det efterfølgende forår.

»Jeg bruger helst overvintrende arter, da det er vigtigt, at efterafgrøderne ikke går ud, men arbejder hele vinteren. Samtidig holder de på næringsstofferne på vores forholdsvis lette jord«.

Tidligere har han brugt meget oliræddike, men det er han gået væk fra.

»Olieræddike ser ud af meget, men skuffer altid. Der er ingen aktivitet af mikroorganismer omkring pæleroden, som bare er en tynd pind i jorden i foråret. Og så udkonkurrerer ræddike andre arter.

Den skal dog med i blandingerne for at opsamle næringsstoffer og løsne jorden i dybden - men ikke med en stor andel«.

Brødre har selv bakteriefabrik

For to år siden begyndte Erik og Søren Staun at tilsætte Biosaherb til deres afgrøder - en bakteriekultur af 80 forskellige mælkesyrebakterier.

»Søren afprøvede først bakteriekulturen i en vårbyg med underlagt frøgræs. Han fik urimelig meget korn ud af det (6,5 ton pr. ha), så det ville jeg også prøve«, siger Erik Staun.

De tilsætter både bakterieblandingen til gyllen, og sprøjter den direkte ud på afgrøder og efterafgrøder med marksprøjten - typisk 5-7 liter pr. ha to gange i foråret.

Siden har de blandt andet ikke set manganmangel.

»Gyllen er blevet meget mere homogen, når vi tilsætter blandingen af de mange mikroroganismer. Samtidig skaber vi en overflade-kompostering af kraftige efterafgrøder, så de hurtigere nedbrydes«, fortæller Erik Staun.

Det sidste år har de brugt bakterieblandingen systematisk i alle afgrøder. Det løber hurtigt op, så derfor har de nu startet deres egen produktion af bakterier.

»25 liter bakterieblanding blandes med 25 kg rørmelasse og varmt vand (32 grader). Det starter opformeringsprocesssen, som varer fem dage. Derpå hviler blandingen to dage, og er så klar til brug«, siger Søren Staun.

De laver første generation i palletanke og anden generation i en stor isoleret ståltank på 4.000 liter.

Udover produktion af bakterier, er de lige begyndt at lave en helt særlig kompost af kløvergræs, efterafgrøder, ko- og hestemøg, træflis og blade. Det skal stå i et år, og derpå laver de en form for te-udtræk på komposten, som skal spredes på afgrøderne.

Målet er, at det indeholder flere bakterier, og sætter gang i en svampeproduktion. Og også beskytter planterne mod svampesygdomme.

3 veje til frugtbar jord

1. Økologi er fyldt med dilemmaer

Som økolog støder man på rigtig mange dilemmaer i planteavlen, siger Erik Staun. »Det er f.eks. svært at kombinere en mindre intensiv jordbearbejdning med økologisk drift, fordi det er så meget sværere at styre ukrudtet. Samtidig er det nødvendigt at reducere jordbearbejdningen for at få en frugtbar jord. Ingen bearbejdning ville være allerbedst - det er bare ikke muligt«.

»Et andet stort dilema er, at mange efterafgrøder og 100 pct. plantedække året rundt er optimalt aht. jordens frugtbarhed. Men det harmonerer ikke med, at der skal jordbearbejdes for at holde kvik og anden rodukrudt nede. Også mit ønske om at kombinere frøavl med udbredt brug af efterafgrøder er et dilemma, da de forurener jorden med uønskede frø«, siger han.
 

2. Gylle og jordens frugtbarhed 

Danske jorde er blevet mere udpinte og kompakte de sidste 30-40 år. Det skyldes selvfølgelig, at man gennem mange år har fjernet halmen og ikke tilført organisk materiale, men jeg tror også, det skyldes, at der i 80’erne skete et markant skifte fra fast staldmøg til gylle, siger Erik Staun.

»Gylle slår mikroorganismer ihjel, mens fast møg fodrer dem. Dette - kombineret med risiko for strukturskader - er faktisk årsagen til, at vi her på bedriften er gået væk fra at nedfælde gyllen. Nu bringer vi kun gylle ud med slanger i voksende afgrøder ovenpå jorden. Efter vi er begyndt at tilsætte bakteriekulturen Biosaherb til gyllen, er den blevet mere homogen«.
 

3. Mindre intensiv jordbearbejdning

Mindre intensiv jordbearbejdning er et af Erik Stauns redskaber til at få en mere frugtbar jord. Derfor købte han for to år siden en on-land skrælplov. Den er lettere, og muldpladerne er designet kortere og stejlere, så jorden nemmere vendes rundt og blandes op i små arbejdsdybder. Onland kørsel komprimerer også jorden mindre. Samtidig forøges kapaciteten, og der spares arbejdstid og brændstof.

»Skrælploven er en mellemvej mellem pløjning og direkte såning. Jeg pløjer så øverligt, som jeg kan - i 10-17 cm dybde. Jeg skrælpløjer også efter høst i 7-10 cm for at lave falsk såbed, inden jeg etablerer efterafgrøder. Det giver et lille vindue til kvikbekæmpelse, som jeg ellers ikke har mange muligheder for.