Landmand sår hvede direkte i frøgræsstub på 18. sæson

Gennem de seneste 18 år har Niels Anton Højgaard fra Lemvig sået vinterhvede direkte i stubben efter alm. rajgræs. De første mange år blev der harvet forud for etablering af vinterhvede i frøgræsstubben. Nu klares arbejdet med en strigle og en brakpudser.

»Vi er ikke i tvivl om, at vi opnår en stor besparelse ved at så vinterhvede direkte i frøgræsstubben. Men det er også vigtigt at understrege, at vi er gået langsomt frem i takt med, at vi har gjort os erfaringer«, siger Niels Anton Højgaard. 

I mange år harvede han frøgræsstubben tre gange med en Marsk Stig tandharve, inden vinterhveden blev sået.

Det gik godt i forhold til at høste gode udbytter i vinterhveden. Men marken var meget ujævn på grund af de mange græs-tuer. Det har den direkte såning af vinterhveden ændret på.

Direkte etablering

Umiddelbart efter høst af frøgræsset strigles marken to gange. herefter ligger den urørt til vinterhveden skal etableres.

Den direkte etablering af vinterhveden i frøgræsstubben sker ved at nedvisne frøgræsstubben tre dage før såning af vinterhveden. Derefter afpudses marken, ligesom den strigles to gange inden såning.

»Vi sår vinterhveden mellem de nedvisnede rækker af rajgræs. Det sker med gps, og fungerer rigtig godt” siger Niels Anton Højgaard.  

Han tilføjer, at de ved direkte såning af hvede i frøgræsstubben bruger ca. 20 pct. ekstra udsæd. Det skyldes, at markspirings-procenten ikke er så god - og at der skal være lidt til sneglene. 

For at sikre at jorden lukker sig om de nysåede hvedekerner, køres marken over med striglen, hvorefter marken bliver ringtromlet. Det sikrer en bedre fremspiring, og gør det sværere for sneglene at gøre skade på hvedekernerne.  

Lave maskinomkostninger

Den direkte såning reducerer tidsforbruget og maskinomkostningerne væsentligt. 

Således har Niels Anton Højgard maskinomkostninger på 2.000 kr. pr. hektar på ejendommen med 161 hektar ved Lemvig.

Læs mere om direkte såning på bedriften i oktober-udgaven af fagmagasinet MARK, som udkommer 5. oktober.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.