Landmand: Vi er klar med 40-50 bistader, når vårrapsen blomstrer

I de syv år, Regner Petersen har dyrket hybrid vårraps til fremavl, har opstilling af bistader været en del af dyrkningsstrategien.

Siden de første gule blomster kom til syne, har bier sværmet over Regner Petersens vinterraps.

Fra 20 bistader i markskel langs rapsmarkerne flyver bierne i rutefart ind i rapsmarkerne og samler nektar og pollen.

Forsøg har vist, at opstilling af bistader kan øge udbyttet i vinterraps med 5-15 procent. I hestebønner kan udbyttet øges fra 5-45 procent, og i afgrøder som rød- og hvidkløver er biernes bestøvning et must, der øger udbytterne med hele 70-90 procent.

På de 25 hektar, som Regner Petersen dyrker med hybrid vårraps til fremavl, er det ligefrem skrevet ind i kontrakten, at han skal opstille bistader. Ud over at øge udbyttet er en god bestøvning nemlig også med til at sikre en mere ensartet modning af frøene og dermed en bedre kvalitet af fremavls-frøene.

Oplagte fordele

- Vi har en aftale med Poul Hansen om, at han sætter bistader ud i vinterrapsen, før han rykker dem over til vårrapsen, fortæller Regner Petersen.

Som udgangspunkt skal der opstilles to bistader per hektar for at opnå fuldt udbytte af biernes arbejde i raps.

- Det har vi ikke i vinterrapsen. Men når mine 25 hektar med hybrid vårraps begynder at blomstre, opstiller vi 40-50 bistader, så vi er sikre på at opnå en god bestøvning. Det er en forudsætning for at avle gode udbytter og opnå en god økonomi i hybrid vårraps til fremavl, siger Regner Petersen.

Han er ikke i tvivl om, at det betaler sig at opstille bistader ved vårrapsen. I vinterrapsen giver det også mening. Især fordi Poul Hansens bistader kan rykkes fra vinterrapsen til vårrapsen senere på sommeren. Logistikken i forbindelse med opstilling af bistaderne kan nemlig være en udfordring.

Biernes tre store træk

Poul Hansen har 100 bistader i denne sæson, og satser på at øge antallet til 200 til 2024-sæsonen.

- Mine bier starter i vinterraps. Derefter trækker de på lindetræer eller hestebønner for til sidst at trække på vårraps, lyng og hvad der ellers byder sig efter midten af juli, hvor størstedelen af vores flora har blomstret, fortæller Poul Hansen.

Han tilføjer, at han flytter bistaderne så lidt som muligt i løbet af sæsonen.

Det skyldes både, at biavlen er en hobby, og at bierne stresser, når de flyttes. Det medfører, at nogle af bierne dør, og at produktionen af honning falder i tre-fire dage. Flyttes bierne for ofte, bliver det derfor svært at nå op på de cirka 50 kilo honning, som der gerne skal slynges fra hvert bistade.

Faktaboks

Regner Petersen fra Bække dyrker 550 hektar med korn, raps og frøgræs. 

Har i syv år betalt en biavler for at opstille bistader.

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.