Lantmännen: Svenske landmænd får normal høst i hus

Den samlede svenske høst af korn, olieafgrøder og bælgsæd lander på et normalt resultat - men med store regionale forskelle på grund af tørke.

Sveriges høst af korn, olieafgrøder og bælgsæd lander i år på 6,1 mio. ton. Sådan lyder en tidlig prognose for den svenske høst fra det store svenske rådgivnings- og grovvareselskab Lantmännen med 25.000 landmænd som medlemmer.

Holder prognosen stik, betyder det at svenske landmænd henter en normalhøst hjem i 2017. De 6,1 mio ton svarer nemlig cirka til femårsgennemsnittet - lidt højere end sidste års 5,9 mio. ton, men til gengæld lavere end rekordhøsten  på 6,7 mio. ton fra 2015.

Udsigten til en normalhøst sker på trods af et tørt ogkoldt forår i hele Sverige og en tør juli måned, hvor kun  Skåne gik fri. Større arealer med vintersæd end tidligere år har dog kompenseret for årets lavere udbytter på grund af tørke.

"Årets høst lander på femårsgennemsnittet. Den tørre og kolde begyndelse på foråret forsinkede vækststarten, hviket normalt påvirker udbyttet negativt," siger Mikael Jeppson, chef for Lantmännens kornafdeling, og han fortsætter:

"Mange steder i Sverige har vi også haft et lavt grundvandsspejl, hvilket bliver tydeligt ved lave nedbørsmængder og i tørre perioder. Kun Skåne, Blekinge og det sydlige Gotland har fået normale nedbørsmængder i år til nu - og det betyder at udbytterne kommer til at variere meget fra region til region."

Lantmännen vurderer, at årets høstresultat med især større mængder hvede betyder, at eksporten øges til 1,8 mio. ton, hvoraf hovedparten er hvede.

 

 

 



 




 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.