Møllerup tidobler deres hamp-areal - søger avlere

Møllerup Brands har efter en certificering fået aftaler med flere store tyske kæder og søger derfor danske økologer, der vil dyrke hamp på kontrakt. I de næste to år skal de bruge 3-4.000 ha hamp.

"Vi står med en meget stor efterspørgsel efter økologisk hamp fra store tyske økokæder allerede i år. Derfor søger vi akut nye økologiske avlere, der vil dyrke hamp på kontrakt til os allerede fra dette forår«.

Det fortæller Henrik Rendbøll, direktør i Møllerup Brands, der udvikler fødevarer, hudplejeprodukter m.m. baseret på danskdyrket hamp.

»Vi oplever en voldsom øget efterspørgsel efter økologisk hamp lige nu og kan kun løfte opgaven, hvis vi øger vores areal med hamp markant. I dag har vi aftaler med avlere om 400 ha økologisk hamp - inkl. vores eget på Møllerup gods.

Vi vil gerne op på 600 ha i år, og i løbet af 2-3 år forventer jeg, at vi får brug for 3-4.000 ha økologisk hamp. Så vi leder efter nye avlere i hele landet - og det haster, da hampen skal sås nu til maj«, siger Henrik Rendbøll.

Verdensmarkedspris

Møllerup leverer udsæden til avlerne og aftager den høstede vare, fortæller Emil Marcus Pedersen, driftsleder på Møllerup Gods.

»På god jord kan man forvente et udbytte på ca. ét ton pr. ha. Vi afregner med 14 kr. pr. kg renvare. Det svarer til verdensmarkedsprisen«, siger han.

Hampen sås typisk i maj og høstes i september. Afgrøden har en eksplosiv vækst - på 120 dage bliver den 170 cm høj. Bladmassen er meget tæt, så hamp konkurrerer rigtig godt mod ukrudt.

»Hamp får ikke sygdomme og skadedyr af betydning. Selv i konventionel dyrkning sprøjtes den ikke. Den får ca. 100 kg N pr. ha og efterlader 80 kg N pr. ha i jorden efter høst. Så den frafører ikke ret meget gødning og skal heller ikke van- des«, siger Emil M. Pedersen.

Dertil er hamp glutenfri og en meget klimavenlig afgrøde.

»Hamp absorberer store mængder CO2. Helt op til 22 ton pr. ha i fiber-industrihamp. Hvis vore lavere sorter optager halvdelen, er det fantastisk«, siger Henrik Rendbøll.

Helt ny certificering

Den store efterspørgsel fra de tyske kæder skyldes, at Mølle-rup Brands produktionsanlæg i Nors netop er blevet FSSC 22000 certificeret - en international certificering, der sikrer fødevaresikkerhed i forsynings- kædens produktionsproces.

»Det har åbnet dørene til det store tyske marked, der lægger meget vægt på økologi«, fortæller Henrik Rendbøll.

Kontakt Emil M. Pedersen, mobil 60 16 17 22, emp@moellerup.dk

Faktaboks

Krav til avlerne

  • Hamp er glutenfri, så der må ikke være spildkorn/andet glutenholdigt i marken, mejetærsker, tørreri og lager.
  • Man sår og høster selv med alm. såmaskine/mejetærsker.
  • Man skal kunne opbevare den høstede hamp indtil april.
  • Udsæden leveres af Møllerup, der også rådgiver om dyrkning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.