Nitrifikationshæmmere er mest oplagt i majs

Det er oplagt at bruge nitrifikationshæmmere. Effekten er størst i majs og kartofler. I korn øger det ikke udbyttet.

Firmaerne bag nitrifikationshæmmerne Vizura og Instinct har i år mærket en markant større interesse for deres produkter.

Der er da også helt oplagte fordele ved at bruge nitrifikationshæmmere. Det gælder både i forhold til at øge udbytterne samt i forhold til klima og miljø.

Udbyttegevinsten er størst ved brug i majs - og i visse tilfælde i kartofler - mens man ikke skal forvente et øget udbytte i kornafgrøderne.

Fordelene i forhold til miljø- og klima skyldes, at man ved at blande nitrifikationshæmmere i gyllen får en langsommere omdannelse af ammonium til nitrat. Derved udledes mindre mængder lattergas, ligesom risikoen for udvaskning af kvælstof mindskes.

Virker i gylle

Nitrifikationshæmmere har primært effekt på sandjord og i afgrøder, hvor der går lang tid, fra gyllen er tilført, til afgrøden optager kvælstof fra gyllen.

Den mest gængse metode er at tilsætte nitrifikationshæmmer til gylle i forbindelse med udbringning af gyllen. Som noget nyt har producenterne af nitrifikationshæmmerne anført, at de kan udbringes med marksprøjten. Derfor er der i år også landmænd, der vælger at udbringe nitrifikationshæmmere med marksprøjten.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kender effekterne ved at udbringe nitrifikationshæmmere med marksprøjten. Ønsker man at benytte denne udbringningsmetode, er det vores forventning, at man skal benytte højere dosering for at opnå samme effekt som ved tilsætning til gyllen, siger Martin Nørregaard Hansen, landskonsulent hos Seges.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.