Nordic Sugar til roedyrkere: Vi er stadig åbne for forhandlinger

Sukkerproducenten Nordic Sugar understreger, at forhandlingerne om roepriser vil fortsætte, melder agrichef.

Nordic Sugar har opfordret de danske sukkerroedyrkere til at melde deres interesse for at dyrker roer for næste års sæson. 

Udmeldingen kommer før forhandlinger om kontraktvilkår mellem dem og foreningen for Danske Sukkerroedyrkere er endeligt afsluttet. 

"Vi har opfordret de danske sukkerroedyrkere til at vise interesse for næste sæson. Den starter allerede til august, og derfor bør dyrkerne allerede planlægge nu, ligesom vi også gerne vil begynde planlægningen nu," siger Christer Sperlingsson, chef for Agri Sourcing Negotiations i Danmark ved Nordic Sugar. 

Danske Sukkerroeproducenter har vist særlig utilfredshed over for den tilbudte roepris på en etårig kontrakt 208,60 kr. per ton. For en treårig kontrakt tilbyder Nordic Sugar 219,87 kr. per ton. Den pris ligger ikke fast, oplyser Christer Sperligsson.

"Der er flere aspekter, der er forhandlet på plads allerede, dog endnu ikke prisen," siger han til landbrugsavisen.dk. 

Flere roer i Danmark 

Udmeldingen kommer netop nu, fordi Nordic Sugar ser mulighed for at udvide sukkerproduktionen i Danmark til 450.000 tons pr. år, skriver de på deres hjemmeside. 

"Vores hovedfokus med denne udmelding er, at vi vil sikre, at der bliver produceret flere sukkerroer i Danmark i fremtiden. Derfor er det vigtigt for os, at dyrkerne sikrer arealerne til roedyrkning. Vi er stadig åbne over for forhandlinger," siger Christer Sperlingsson. 

Hvorfor melde en pris ud, hvis der er mulighed for en højere roepris efter flere forhandlinger?

"Den tilbudte pris er konkurrencedygtig i forhold til andre afgrøder. Vi tilbyder vilkår, der stadig gør det interessant at dyrke sukkerroer, og vi er meget interesserede i at få roedyrkere til at tegne kontrakt med os," siger han.

Nordic Sugar åbner for den bindende interessetilmelding 18. juli. 

Danske Sukkerroedyrkere afholder hastemøde 15. juli og opfordrer medlemmerne til at undlade at tilmelde sig med et areal.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.