
Torsdag har Miljøstyrelsen offentliggjort sin årlige udgivelse af bekæmpelsesmiddelstatistikken.
Den nyeste version indeholder tal fra 2021.
Opgørelsen er baseret dels på salgstal for biocider og pesticider, som kemikalieproducenterne har indberettet for kalenderåret 2021, og dels også på det forbrug af pesticider, som jordbrugerne har indberettet for dyrkningsperioden 1. august 2020 til 31. juli 2021.
Bekæmpelsesmiddelstatistikken indeholder den såkaldte pesticidbelastningsindikator, der siger noget om udviklingen i miljø- og sundhedsbelastningen fra pesticider. Et tal der er helt centralt, når politikerne på Christiansborg forhandler pesticidstrategi.
Pesticidbelastningsindikatoren, der forkortes PBI, opgøres både på salgstal og på forbrugstal.
Det er PBI på salgstal, som man benytter sig af i de politiske forhandlinger, og her er PBI i 2021 opgjort til 1,76. Det er en lille stigning i forhold til 2020, hvor tallet var 1,66.
De 1,76 er dog stadig langt under 1,96, som var målet i Pesticidstrategien, der var gældende mellem 2017 og 2021.
PBI på salgstal er generelt faldet med 46 procent siden 2011.
I februar sidste år blev det i en ny pesticidaftale på Christiansborg aftalt, at PBI på salgstal skal ned på 1,43 i 2025.
Det skal blandt andet nås ved at gøre de midler, der belaster mest, endnu dyrere, mens de midler, der belaster mindre, bliver endnu billigere.
Målsætningen skal evalueres i 2026.
/ege
Relaterede artikler
Kommentarer