Ny verdensrekord for udbytte i vinterbyg

Årets vinterbyghøst blev rekordstor for en engelsk landmand. Med et udbytte på 14,2 ton pr. hektar blev den tidligere verdensrekord fra New Zealand slået med knap 0,5 ton.

Landmanden Tim Lamyman fra Lincolnshire Wolds i det østlige England, som driver en 600 ha stor farm  med jordtypen chalky loam ved Worlaby, nord for Horncastle, kan nu bryste sig af rekorden for verdens højeste udbytte i vinterbyg. Det skriver det britiske medie Farmers Weekly.
Han høstede 5. august vinterbygsorten Tardis – en toradet fodersort fra KWS, der på 8,6 ha gav et imponerende gennemsnitsudbytte på 14,2 ton pr. hektar. Vandindholdet var på 15 procent.

Derudover høstede han også 9,5 ton pr. ha i sorten Hawking, 10,9 ton i sorten Bolton, mens en anden mark med rekordsorten Tardis gav 11,5 ton pr. ha i årets høst.
 

Gødning og svampebekæmpelse

De imponerende udbytter er et resultat af hårdt arbejde gennem vækstsæsonen. Og en engelsk vækstsæson, hvor vejret i år synes at have favoriseret dyrkning af vinterbyg.

Vinterbyggen blev sået til normal tid den 17. oktober, med 200 kg pr. ha. Forinden var marken blevet pløjet efter forfrugten vinterhvede, for at undgå spildkorn fra hveden.

Vinterbyggen blev gødsket med 250 kg kvælstof pr. ha over fire tildelinger. Derudover fik den to bladgødskninger med mikronæringsstoffer i efteråret og fire i foråret. Og så er marken blevet sprøjtet med svampemidler fem gange i foråret, hvilket holdt den fri for sygdomme.

”Fungicidprogrammet beskytter mod skoldplet og sene angreb af rust. Der er også brugt det nye azol mefentrifluconazol, der er effektiv mod angreb af ramularia-bladplet”, fortæller Andrew Smooker, der er agronom og arbejder for kemivirksomheden BASF. 

Alt i alt koster den ekstra tildelte kvælstofgødning, bladgødninger og svampemidler ca. 260 £ pr. ha (2.160 DKK, red.) sammenlignet med standard behandlinger. De ekstra omkostninger har dog hurtigt tjent sig selv hjem, når man ser på de store udbytter.
 

Sen høst gavnede udbyttet

Ifølge Tim Lamyman, så tilskrives en stor del af succesen i år en ret sen høst, der i forhold til sidste år, var tre uger forsinket. Vinterbyggen fik dermed lov til at udvikle sine kerner i længere tid, hvilket førte til en rumvægt på 64 kg pr. hl.

Vinterbygsorten Tardis har mange gode egenskaber. Den er rigtig god til at buske sig, og bladene forbliver grønne i rigtig lang tid. Så sent som 7. juli, fire uger før høst, var de fire øverste blade stadig grønne, og kunne udnytte solens stråler til gavn for udbyttet. Ved høst havde hvert aks i gennemsnit 28 kerner, mens der blev talt mellem 880-1.050 aks pr. kvm. Og selvom 35 procent af vinterbyggen var gået i leje, gav den altså rigtig godt og med en flot rumvægt.

Tim Lamyman er meget imponeret over sorten, og har derfor allerede nu besluttet sig for, at næste års areal på omkring 100 ha med vinterbyg udelukkende skal bestå af Tardis-sorten.

Verdensrekorden, der blev slået, blev sat tilbage i 2015 af den new zealandske landmand Warren Darling, der avlede 13,8 ton pr. ha med kunstvanding

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.