På ét punkt har planteavlerne stået stille i 25 år - nu sker der noget

For 20-25 år siden snakkede alle om gradueret gødskning ved hjælp af sensorer - og injektion-sprøjtning med brug af fire-fem midler, der muliggjorde målrettede pletsprøjtninger.

Nye og revolutionerende teknikker med spændende perspektiver, som der var stor interesse for.

Godt nok var det de færreste, der selv tog den nye teknik i brug. Men dem der gjorde - pionéerne - så et stort potentiale i præcisionsdyrkning allerede dengang.

Hvor blev præcisionsdyrkning af?

Desværre slog præcisionsdyrkning aldrig rigtig an i den brede kreds af landmænd dengang.

Nogle få er fortsat, og har gødsket positionsbestemt gennem alle årene. Men mange droppede det igen.

Nok især fordi besværet og de øgede udgifter ikke rigtig kunne dækkes af et større udbytte. De sidste par år har de gratis tilgængelige satellitbilleder i CropSat dog vakt fornyet interesse hos mange.

Heller ikke injektion-sprøjtning fortsatte ret mange steder. Det var simpelthen bare for besværligt at få lavet de der tildelingskort - og få dem til at snakke sammen med maskinerne. Og teknikken gik mere eller mindre i dvale igen.

Senere kom der store tilskud til miljøfremmende teknik på maskiner, og der sad efterhånden gps, kamera eller sensorer på mange maskiner. Var landbruget nu for alvor klar til at sætte turbo på præcisionsdyrkning?

Nej, desværre. Mange sensorer sad i årevis på maskinerne uden rigtig at blive brugt. Og maskinernes teknik til gradueret udbringning af gødning og kemi blev heller ikke udnyttet ret mange steder.

Derfor ingen udvikling

Der er nok mange årsager til, at udviklingen har stået stille i 20-25 år.

En af de vigtigste er nok, at selvom teknikken på maskinerne mere eller mindre var der, så haltede leddet inden. Nemlig at få udarbejdet tildelingskort - og få dem til at snakke sammen med maskineriet.

Der var ikke en færdig pakke, landmanden kunne tage ned fra hylden - men en masse enkeltprodukter der stak i hver sin retning.

Landmænd er generelt meget omstillingsparate og producerer ud fra efterspørgsel. Men i forhold til den nye teknik på maskiner, har det ganske enkelt været for besværligt - og nok også for teknisk - for mange.

Maskinerne skal køre, når vejret er optimalt, og så har man altså ikke tid til at bruge to, fire eller seks timer på først at få ny, ukendt teknik fin-indstillet og køreklar. Og der var ikke så meget hjælp at få - rådgiverne havde alt for travlt med de obligatoriske gødningsplaner og EU-ansøgninger til at sætte sig ind i et nyt og ret så svært område.

Præcisionssprøjtning

Alt dette er ikke nyt. Men i denne uge deltog jeg i en praktisk kursusdag for landmænd med titlen »Viden om præcisionssprøjtning skal ud til landmanden«.

Her var der fokus på, hvad landmanden får ud af præcisionssprøjtning, og hvordan han/hun kommer i gang.

Dagen afholdes fire steder i landet med 140 landmænd som deltagere - og her blev præsenteret teknologier fra seks fremadstormende firmaer på området: FieldSense, Seges, AgroIntelli, IPMWise, Datalogisk og Danfoil.

Og dagen underbygger kun ovenstående. Mange gav udtryk for, at de nye teknologier er spændende - men også har været for besværlige - og måske også dyre - at komme i gang med.

Der sker noget de næste fem år

Men dagen gav også håb, og jeg tror på, at præcisionsdyrkning virkelig vil holde sit indtog på mange bedrifter de næste fem år. Det er der mange tegn på:

Det snarlige Agromek er fyldt med nye teknologier til præcisionsdyrkning.

Miljøstyrelsen bakker op, sætter i gang og lemper krav - mod at man tager præcisionsdyrkning i brug. De støttede også kurset i går - men det var Datalogisk, der stod for den praktiske afholdelse.

Rådgiverne har fået øjnene op for behovet, og Seges satser virkelig på området - med gratis satellitfotos i CropSat, CropManager og deres nye intelligente datahub, hvor ambitionen er, at den skal skabe forbindelsen mellem f.eks. gødningsplan og gødningsspreder med et enkelt tryk, så landmand og planteavlskonsulent ikke skal bekymre sig om faglige modeller, opdateringer og flytning af filer.

Desuden er der selvfølgelig sket en teknisk udvikling på de 20-25 år. Ikke mindst i udvikling af tildelingskort og fokus på problemet med at få tingene til at snakke sammen.

Og så fornemmer jeg, at landmændene er ved at være modne.

Ikke mindst den nye generation, der er vokset op med computer, tablet og mobil. De presser på, og har ikke samme berøringsangst som min generation. Og det tror jeg, gør en stor forskel.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.