Præcision bruges nu på 76 pct. af det dyrkede areal

Præcisionsjordbrug drives af de større bedrifter, hvor rentabiliteten er størst.

De danske landmænd vil rigtig gerne præcisionsjordbrug, som i de senere år har boomet voldsomt.

Det fortalte Carsten Fabricius fra Seges Innovation på Plantekongressen i sidste uge, hvor han gav en status på præcisionsjordbrug.

En ny undersøgelse af præcisionsjordbrug viser følgende:

  • 37 procent af de danske bedrifter har præcisionsteknologi tilgængeligt.
  • 76 procent af det dyrkede areal har præcisionsteknologi tilgængeligt.
  • Bedrifter, der bruger præcisionsteknologi, driver i gennemsnit 179 hektar, mens det gennemsnitlige areal for alle bedrifter er 87 hektar. Det er altså de større bedrifter, der fører an.

Præsicionsteknologi i undersøgelsen omfatter ikke kun brug af gradueringsudstur, satellitter, droner og sensorer - men også autostyring og GPS-styret åbne/lukke af bomsektioner og dyser med mere.

Markant stigning

Rådgivningsvirksomheden Velas har oplevet stor interesse for præcisionsjordbrug fra deres landmændskunder. Og de har set en markant stigning i antal bedrifter, der er tilmeldt præcisionsjordbrugsordningen som alternativ til efterafgrøder.

- I 2020 var der 30, i 2021 109 og i 2022 175 bedrifter tilmeldt ordningen, fortalte Mikkel Brauer, som er planteavlskonsulent og Velas´ tovholder på præcisionsjordbrug, i samme session på Kongressen.

Det skyldes flere ting

Han mener, at årsagen til boomet skal findes i flere ting:

- Mange har udstyret, der kan praktisere præcision. Derudover får man rabat på omfanget af efterafgrøder - og kan derfor minimere tidlig såning, der jo fremmer græsukrudt.

- Desuden er udbytteresponsen per tilført kilo kvælstof større, og man har mindre lejesæd. Og så får man bedre styr på sin husdyrgødning. Det giver alt sammen en større faglig tilfredsstillelse, samtidig med at man føler, at man er »med på noderne«, siger Mikkel Brauer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.