Såbarometer: 100.000 hektar mere vinterkorn end sidste år

Såningen er startet tidligt i år, og det lune tørre vejr har givet super såbed - i stærk kontrast til sidste år.

Såningen er overstået. Der mangler stort set kun de arealer, der skal tilsås efter høst af majs, kartofler m.m.

Også sidste efterår stoppede det meste af såarbejdet omkring 1. oktober. Men af helt andre årsager end i år, for det var et noget andet og meget mere vådt og koldt efterår, end vi har haft i år, hvor det har været ekstremt lunt og tørt.

»I år er der helt sikkert blevet sået alt det planlagte og måske mere til, fordi vejr og såbed har været så godt. Den fine etablering af vintersæden har givet en super god start på vækstsæson 20/21«, siger landskonsulent Leif Hagelskjær fra Seges.

Meget sen start i 2019

Ser man tilbage på sidste års såvejr, startede det meget vådt i starten af september. Derefter kom en mere tør periode, og så sluttede det hele meget vådt fra 1. oktober og fremad. Dog med regionale forskelle - østpå var der bedre såvejr end i vest.

Den våde start på september betød, at såningen sidste år først kom rigtig i gang fra midt i september og sluttede igen ca. 14 dage efter. Såvinduet var meget kort.

Det står i kontrast til i år, hvor vi har haft rigtig godt såvejr i hele september med perfekte forhold til etablering. Det største problem har været, at det har været tørt.

Såningen startede også meget tidligt i år, fordi mange ville bruge tidlig såning som alternativ til efterafgrøder. Det betød, at der 7. september allerede var sået omkring 100.000 ha, anslår landskonsulenten.

Godt 100.000 ha mindre

Det våde vejr sidste efterår betød, at der blev sået mere end 100.000 ha mindre med vinterkorn end planlagt.

»I de fleste år har vinterkornsarealet ligget stabilt på over 800.000 ha. Men i 2019 blev der kun sået 700.000 ha.

Det gik især ud over hvede, som der blev sået 70.000 ha mindre af, mens der blev sået 30.000 ha mindre rug og 10.000 ha mindre vinterbyg«, siger han.

Kostede udbytte

Sidste års dårlige såvejr og en etablering præget af våde såbed betød, at man mange steder fik et lavere udbytte end normalt og med stor variation.

»Mange taler om udbytteforskelle på 10-15 hkg fra det førstsåede til det sidstsåede i dårligt såbed«, siger planteavlskon- sulent Casper Andersen, Velas.

Også forsøgene viser, at sen såning koster. Udsættes såning fra 20. september til 10. oktober, koster det 10 hkg pr. ha i rug og vinterbyg og 5-6 hkg i hvede.

Det kan dog også let koste 20 hkg pr. ha at så vårsæd frem for den højere ydende vintersæd.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.