Satellitbilleder sparer let for tusinde kroner gødning per hektar i kraftige rapsmarker

Planteklip er populært hos mange landmænd, der vil spare dyr gødning i rapsmarkerne til foråret. Ny metode gør dog øvelsen betydeligt lettere. Faktisk kan man klare det fra skrivebordet – eller overlade det til sin planteavlskonsulent.

Dyr gødning gør det oplagt at spare kvælstof i kraftige rapsmarker, og det er faktisk utrolig let.

Satellitbilleder fra efteråret kan nemlig give et godt billede af, hvor kraftig rapsen er.

En undersøgelse, som Seges har lavet i samarbejde med planteavlskonsulenter, viser, at satellitbillederne er lige så gode – eller måske endda bedre – end planteklip i marken.

På marker med kraftig raps kan der spares mere end 50 kg kvælstof pr. hektar. Med de nuværende gød-ningspriser løber det op i over tusinde kroner per hektar.

Faktisk er der eksempler på kraftige rapsmarker, hvor der kan spares over 100 kilo kvælstof per hektar til foråret.

SATELLIT GIVER OVERBLIK

- Med satellitbilleder kan vi hurtigt og præcist måle, hvor kraftige rapsen er på de forskellige marker på ejendommen. Det gør det let at beregne, hvor meget kvælstof, der skal tilføres til foråret, siger Torkild Birkmose, landskonsulent hos Seges.

Han tilføjer, at det eneste man behøver at forholde sig til som landmand er den satellitmålte biomasse, og hvor meget kvælstof man har tildelt rapsen i efteråret. Derudover kan man eventuelt korrigere for den faktiske kvælstofpris og den forventede salgspris for rapsen.

Så kan et computerprogram hurtigt fortælle, hvad den økonomisk optimale N-tilførsel er til foråret.

- Seges laver et udtræk af alle rapsmarker fra MarkOnline, og på Landmand.dk kan man derefter se en oversigt, hvor biomasse og beregnet kvælstofbehov fremgår. Løsningen er klar allerede i december, så resultatet kan bruges allerede, når gødningsplanen skal laves i løbet af vinteren, lyder det fra Torkild Birkmose.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.