Storbritannien: Nye tiltag i anvendelse mod plagsomt græsukrudt

Britiske forskere vil med blandt andet analyser af bekæmpelses-omkostninger samt nyudviklet droneteknologi løfte bekæmpelse af agerrævehale til et nyt niveau.

Agerrævehale er et kæmpe problem i britisk markbrug.

Nu har forskere ved University of Hull taget nye midler i anvendelse for at hjælpe landmændene med at komme plagen til livs. Det skriver netmediet Farmers Weekly.

Målet er at udvikle nye metoder til dels at registrere agerrævehale på marken og dels at bekæmpe ukrudtet med færre omkostninger.

Projektet omfatter tre trin:

1. Kortlægning af klimaaftryk og omkostninger (herunder forbrug af diesel og pesticider) på bedriften ved bekæmpelse af agerrævehale. Det sker med hjælp af et nyudviklet værktøj.

2. Registrering af agerrævehale-populationen hen over marken ved brug af nyudviklet multi-spektral kamerateknologi monteret på en drone. Teknologien kan præcist skelne mellem agerrævehale og kornplanter i et tidligt vækststadie fra uge 1-26.

3. Opnå forståelse af de nøglefaktorer, som påvirker væksten af agerrævehale, som jordtype, fugtighed og indhold af organisk stof i jorden.

I projektets første år er tre-trins undersøgelsen udført på fem bedrifter, og flere ventes at komme til i den kommende tid.

De første undersøgelser viste, at omkostningerne ved bekæmpelse af agerrævehale i hvede løber op i gennemsnitlig 112 pund pr. hektar (ca. 950 danske kroner) og det tilsvarende klimaaftryk blev beregnet til 118 CO2-ækvivalenter pr. hektar. Uge 1-26 i ukrudtets vækstcyklus er største bidragsyder på begge parametre.

Med ovenstående oplysninger kan landmanden lokalisere problemområder i marken og anvende en mere målrettet bekæmpelsesstrategi, forklarer forskerne.

Som en sidegevinst giver dronekameraet informationer om jord og plantesundhed, der kan hjælpe til at optimere gødskning og ukrudtsbekæmpelse.
 
Forskerne har også planer om at udvikle et index, der fortæller hvor stor en mængde agerrævehalefrø landbrugsjorden er "forurenet" med.

Forskerne siger til mediet, at de britiske farmere allerede gør et flot job mod agerrævehale ved fx at indføre flere vårafgrøder i markplanen, men at der er brug for en gamechanger for at tackle udfordringerne med de høje omkostninger til bekæmpelsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.