Styrelse: Nye gødskningsregler gør det lettere at være landmand

Landbrugsstyrelsen udsteder i dag en ny gødskningsbekendtgørelse, der beskriver, hvor meget gødning danske landmænd må tilføre deres afgrøder i planperioden 2018/2019. Bekendtgørelsen indeholder justeringer, som gør det nemmere at være landmand.

Onsdag udsender Landbrugsstyrelsen en ny gødskningsbekendtgøreIse, der oplyser, hvor meget gødning danske landmænd må bruge i 2018/2019.

"I bekendtgørelsen udsteder vi de økonomisk optimale kvælstofnormer, som bestemmer, hvor meget gødning du må tildele afgrøderne i planperioden 2018/2019, og vi fastsætter mængden af næringsstofindholdet i husdyrgødningen, som er grundlaget, når du skal beregne din produktionen af kvælstof og fosfor," skriver Landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Den nye plan indeholder også mindre ændringer af afgrødenormtabellerne. Tabellerne er opdaterede med nye og udgåede afgrødekoder.

Landbrugsstyrelsen opdaterer normerne i Tast selv-service, når bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2018.

Gør det nemmere at være landmand

Den nye bekendtgørelse gør det muligt at indberette krydsninger af jerseykvæg for dyretyperne malkekvæg og opdræt. Det betyder, at den procentvise andel af jersey i dyret bliver taget med, når bedriftens produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødningen beregnes.

Den nye funktion vil være et alternativ til at anvende type 1 og type 2 korrektionen, og det vil gøre det lettere at indberette jerseykrydsninger.

"Vi har desuden gjort reglerne mere fleksible, hvis du skal korrigere din produktion af kvælstof og fosfor i husdyrgødninger: Fremover kan du bruge tal for det aktuelle høstår, når du laver foderkorrektion. På samme måde kan du bruge data fra relevante fodercentraler, når du skal korrigere foder for mink og andre kødædende pelsdyr. Derudover udgår kravet om, at du skal vedlægge en udskrift fra Norfors, når du korrigerer for kvæg", står der videre i pressemeddelelsen. 

Forlænger fristen

fristen for indberetning af det afsluttende gødningsregnskab er blevet forlænget, så regnskabet kan opgøres frem til den ordinære frist den 31 marts efter planperiodens afslutning.  

'Vejledning om gødsknings- og harmoniregler for planperioden 2016/2017' bliver lagt på Landbrugsstyrelsens hjemmeside i midten af juli.

Se hele bekendtgørelsen her.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.