Sukkerroedyrkere henter tårnhøje 13,5 ton pr. hektar

På trods af et lavt sukkerindhold i roerne, landede årets udbytte på i gennemsnit 13,5 ton sukker pr. hektar.

Årets kampagne er forløbet godt. Sukkerroerne blev taget op uden de store problemer med opkørte marker, og udbytterne er de næsthøjeste nogensinde«.

Sådan siger Bo Secher, chefkonsulent hos Nordic Sugar.

Allerede ved prøveoptagningerne i august var det tydeligt, at det vil blive en roehøst med store udbytter.

Vådt vejr med relativt få solskinstimer i august, september og oktober gjorde dog, at roerne ikke indlejrede så store mængder sukker som ønskeligt.

Facit blev derfor en høst med store mængder roer med et lavt indhold af sukker.

Det gennemsnitlige udbytte landede på i gennemsnit 13,5 ton sukker pr. hektar. Det er det næsthøjeste sukkerudbytte pr. hektar, kun overgået af udbytterne i 2014.

God kampagne

»Roedyrkerne har heldigvis ikke fået så store mængder nedbør som i andre dele af landet. Derfor har langt de fleste kunnet tage roerne op uden at lave store spor i markerne«, fortæller Bo Secher.

Han tilføjer, at et godt samarbejde mellem dyrkerne, transportfirmaerne og fabrikkerne har gjort, at fabrikkerne har kørt jævnt gennem hele kampagnen.

»Der har været en anelse mere smuds på roerne. Det har dog ikke givet problemer på fabrikkerne«, siger Bo Secher.

Til gengæld har det lave sukkerindhold i roerne gjort, at processen på fabrikkerne i perioder har været hæmmet.

Det forlængede kampagnen med en uges tid i forhold til det planlagte.

Godt år for øko-roer

Roerne fra de ca. 450 hektar, der dyrkes økologisk, blev forarbejdet på fabrikken, inden der blev taget konventionelle sukkerroer ind.

»De økologer, der avlede de højeste udbytter, landede på 10-12 ton sukker pr. hektar. Vi så dog igen i år, at en effektiv bekæmpelse af ukrudt er en betingelse for succes med de økologiske sukkerroer«, siger Bo Secher.

Han tilføjer, at Nordic Sugar forventer at øge arealet med øko-sukkerroer i 2020 - og at der stadig kan tegnes kontrakt.

Kontrakterne for konventionelle sukkerroer er dog lukket og landede på et samlet areal på 32.000 hektar. Det er ca. 3.000 hektar mere end i 2019.

Faktaboks

Sukkerroer

  • I 2019 blev der høstet fabriksroer på ca. 29.066 hektar.
  • Det gennemsnitlige udbytte blev på 13,5 ton sukker pr. hektar.
  • Det er det næsthøjeste udbytte nogen sinde.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.