Landmand: Vi vander både vårbyg, vinterbyg og rajgræs

Hos Kasper og Bjarne Lauritsen er de knap 1.000 hektar vårbyg og kartofler kommet i jorden. Nu gælder det kampen mod ukrudt - og tørke.

- Vi lagde de sidste kartofler 4. maj. Dermed nåede vi ikke vores mål, om at alle 430 hektar kartofler skulle være lagt inden 1. maj, fortæller Bjarne Lauritsen.

Han tilføjer dog, at han - alt taget i betragtning - er særdeles godt tilfreds med, at det trods de besværlige forhold er gået godt, og at der er blevet lavet gode såbed.

- Varmen har fået vårbyggen til at rette sig. Den så ellers lidt træls ud. De tidligst lagte kartofler er også brudt gennem kammene, siger Bjarne Lauritsen.

Det er tørt

Den seneste uges sol, blæst og lune vejr har ført til, at 15 ud af 34 vandingsmaskiner er blevet sendt på arbejde i marken.

- Vi vander vinterbyg og rajgræs til frø. Derudover vander vi noget vårbyg, hvor vi har slangeudbragt gylle efter fremspiring. Det gør vi i høj grad for at opnå en bedre virkning af gyllen, men også vor at være på forkant med vandingen, siger Bjarne Lauritsen.

I vinterbyg og rajgræs er der vandet med 20-25 millimeter, mens vårbyggen blot har fået 10-15 millimeter.

- Vores jord kan ikke binde ret meget vand. Derfor er det en fordel at være på forkant. Vi skal dog hen omkring 1. juni, før det for det for alvor bliver aktuelt at vande vårbyg og kartofler, siger han.

Sprøjter mod ukrudt

Ukrudtet i vintersæden er bekæmpet. I vårbyggen og kartoflerne køres der, når chancen byder sig.

- Vi har udført den første sprøjtning før fremspiring med 1.000 gram glyphosat og 0,2 liter Kalif på 80 procent af kartoflerne. På halvdelen af arealet med kartofler er der bekæmpet ukrudt for sidste gang med Proman, fortæller Bjarne Lauritsen.

Udfordring her & Nu

Sprøjtning: Den sidste uges blæsevejr har givet udfordringer til at få bekæmpet ukrudt i kartoflerne inden fremspiring. Det er er en effektiv bekæmpelse af ukrudt. Men den skal gennemføres, inden kartoflerne spirer frem.

Køligt forår: Den sidste vårbyg blev sået 1. maj. Det var en mindre del af arealet, der blev sået efter 20. april. Men et køligt forår har givet vårbyggen en svær start. Det har dog rettet sig i takt med, at det er blevet varmere.

Faktaboks

  • Kasper og Bjarne Lauritsen driver 1.135 hektar ved Bording.
  • 430 ha kartofler, 125 ha alm. rajgræs. 540 ha vårbyg og 40 ha vinterbyg.
  • JB 1. Pløjefri siden 2013.
  • Kan vande 1.100 ha med 35 vandingsmaskiner.
  • 4 ansatte.

Emneord PLUS, Tørke

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.