Video: Hele traktorparken er skiftet ud med operationel leasing

Der holder fire spritnye traktorer og en mejetærsker i maskinhuset, og Kristian Boel er ved at få sat GPS-udstyret på, så de ved, hvor de skal køre hen.

Der kører en lille lastbil ind på pladsen foran maskinhuset, og Kristian Boel undskylder, at han lige skal hjælpe manden, selv om han er midt i en fotoseance. På ladet er to helt nye sæt tvillingehjul, som han behændigt læsser af med minilæsseren, inden han vender tilbage med et stort smil.

- Vi har skiftet alle fire traktorer og mejetærskeren ud, siger han.

Hvor traktorerne før var blå og hed New Holland, er de nu grønne, og der står Claas.

Han lejede traktorerne af sin mor, der stadig ejer en stor del af bedriften. Hun ville gerne ud af det, men hvis Kristian Boel skulle købe nye traktorer, ville det påvirke balancen kraftigt.

Operationel leasing

Han har tidligere set på mulighederne for leasing, men det var dyrt. Han kiggede videre på andre mærker og fandt ud af, at han kunne lave en operationel leasing - med Vinderup Maskinforretning.

- Jeg har spurgt lidt rundt omkring og sagt, at jeg ville bestemme vilkårene, så kunne de give mig prisen, siger han.

Det har været vigtigt for Kristian Boel at have fleksibilitet.

- Det skal være sådan, at jeg kan skrue op og ned efter behov. Sige en traktor af, hvis jeg afgiver nogle forpagtninger eller få en ekstra, hvis jeg øger arealet, siger han.

Den forståelse har han fået, og der står nu to Claas Arion 660 og to Axion 960 traktorer samt en Lexion 8900 med 45 fod skærebord og dufter af ny bil.

Økonomi

Økonomisk set står han nogenlunde som før, forventer han, for aftalen er anderledes.

- Reparationer er ikke længere mit bord. De er en del af den faste betaling, så den uvished er væk. Nogle år vil den nye aftale være dyrere end før og andre år billigere. På den lange bane bliver det billigere, og jeg kender mine omkostninger på forhånd, forklarer han.

Betalingen sker i øvrigt pr. time, han kører i traktoren, og der er også et mindsteantal timer.

GPS

Montørne er i fuld gang med at flytte GPS-udstyret over, og han glæder sig allerede til at køre i de nye maskiner.

- Den skærm, der er i Claas, er noget kvikkere end i de fire år gamle traktorer, vi havde. Der er bare sket en masse på det område siden, siger han.

GPS’en er Trimble fra Geoteam, som kan bruges på alle traktorer og på den selvkørende sprøjte.

- De er eksperter på GPS og kun GPS, traktorfirmaerne er eksperter på traktorer. Det fungerer rigtig godt for mig, siger han.

Brugervenlighed

Ifølge Kristian Boel har Trimble en rigtig god brugerflade, og det er vigtigt, når mange forskellige medarbejdere skal arbejde med det.

- Jo nemmere det er, des mindre er der at misforstå og gøre forkert, siger han.

Desuden kan han sidde hjemme på kontoret og følge med på TeamViewer og guide medarbejderne, hvis der er nogle tvivlsspørgsmål.

- Så slipper jeg for at køre derud, eller at de skal hjem, når der er tvivlsspørgsmål.

Tvivlsspørgsmål kan trods alt let opstå, når der er tale om udstyr, man arbejder med i sæsoner og ikke året rundt.

Faktaboks

Mariesminde Landbrug

  • Kristian Boel Kjær Østergaard
  • Driver 1.100 hektar – deraf 200 i fast pasningsaftale
  • Har præcisionsudstyr på alle traktorer og graduerer udsæd, gødning og planteværn, især ukrudsmidler og vækstregulering
  • 600 søer i full line, HK grisen
  • Indkøber 25.000 7-kilos grise. Lisedal Økologi producerer desuden 3.500 økologiske grise baseret på indkøbte 30-kilosgrise
  • I alt 50.000 slagtesvin
  • I alt 12 medarbejdere
  • Kristian Boel Kjær Østergaard (34) er gift med Sanne, og de har Hans Kristian (4 år) og en på vej

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.