Øget udtærskningsareal er fundamentet i ny Lexion

I de nye Lexion-mejetærskere er der skruet op for den aktive udtærskning, og flere funktioner stilles fra sædet

Ved introduktionen af de nye Lexion mejetærskere har Claas nu også fået kerneudskiller. Det gælder alle modeller lige fra den mindste Lexion 5300 med fem rystere til topmodellen Lexion 8900 med hybridtærskeværk.

Kerneudskilleren er en tilføjelse til mejetærskernes oprindelige APS-tærskeprincip, hvor en accelerator forrest med bro under bringer materialet op i fart, inden det når tærskecylinderen. Samtidig er denne øget i diameter på alle modeller, så det aktive udtærskningsareal er vokset væsentligt. Det giver ifølge Claas maskinerne 25 procent højere kapacitet end de tidligere modeller, og samtidig får man flere indstillingsmuligheder under kørslen.

Eksempelvis kan man nu hydraulisk afblænde dele af broen under cylinderen for eksempelvis at mindske andelen af soldmateriale i skøre afgrøder. Der kan også aktiveres et ekstra tærskesegment imellem cylinderen og kerneudskilleren under kørslen, som før var boltet fast.

Styrer selv farten uden store udsving

LandbrugsAvisen prøvekørte den mindste model med seks rystere, 6600, der afløser modellen 650. Mejetærskeren var monteret med et 30 fods bredt Vario-skærebord, der virkede som det rette match for denne maskinstørrelse. Under kørslen viste det sig hurtigt, at maskinen var så god til selv at justere hastigheden ud fra belastning i tærskeværket samt spild, at man ikke oplevede store eller forsinkede fartændringer, når afgrøden ændrede sig. Her er altså tale om en funktion, man virkelig vil anvende, og som letter kørslen i en basismaskine uden de såkaldte Cemos automatikker til løbende justering af tærskeværket. Disse er dog også mulige på denne model som ekstraudstyr.

På negativsiden oplever man også ret hurtigt, at der stadig ikke skal mange hældende strå til at forvirre laserpiloten, der skal holde maskinen i fuldt skår uden førerens indblanden. Man skal desværre også stadig bruge værktøj til at montere akshævere.

Gode detaljer letter dagligdagen

Omstilling imellem snitning, strenglægning samt opklap til transportstilling sker fra kabinen og kan derved ikke være lettere. Der er også kommet genvejstaster på armlænet, så eksempelvis justering af cylinder, blæser og solde nu kan ske med at trykke på en knap frem for at skulle finde funktionen i en menu på skærmen.

Transmissionen med to gear tillader kørsel fra 0 til 14 kilometer i timen uden gearskift, så maskinen virker smidig. Vejkørsel klares med kun 1.600 omdrejninger pr. minut, mens høst sker med 1.850, hvilket også er lavt.

Det mere beskidte arbejde udenfor med at tømme stenfælder er også blevet noget nemmere. Nu kan man med et håndtag fra siden vippe en stang frem og tilbage inde i hele stenfældens bredde, som løsner fast materiale og skubber det ud.

Endelig kan man hæve blændingspladerne over tankens bundsnegle ved at flytte to bolte uden brug af værktøj.

Læs hele prøvekørslen i Mark: Du kan læse mange flere indtryk fra vores prøvekørsel i fagmagasinet Mark nummer 10, der udkommer 1. oktober.

Faktaboks

5 forbedringer:

  1. Der er tilføjet en kerneudskiller
  2. Cylinderen er vokset i diameter
  3. Hydrauliske broklapper
  4. Hydraulisk aktiveret 
ekstra brosegment
  5. Laserpilot kan følge sprøjtespor

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.