Active noise cancelling lukker af for støj i kabinen

Recalm skærer 10 dBA af støjen i kabinen ved at benytte avanceret noise cancelling teknologi i nakkestøtten.

De har rodet med det et stykke tid - gutterne fra Recalm.

I sommers kunne du i LandbrugsAvisen læse om virksomheden Recalm, der arbejdede med at integrere Active noise cancelling i kabiner til entreprenør- og landbrugsektoren. På Agritechnica viser Recalm det færdige, kommercielle produkt, som kommer i produktion i slutningen af næste år.

- Vi har de første eksemplarer med her på Agritechnica, og vi er klar til at sælge konceptet til dem, der måtte ønske det, fortæller Marc von Elling, medstifter og teknisk direktør i Recalm.

I praksis består systemet af to specielle højtalere og en controller - alt sammen bygget ind i nakkestøtten til et sæde i en kabine. Selve nakkestøtten har et standard stik, så det kan kobles til sædets el-kredsløb, og det regulerer selv den støj, der sendes ud i kabinen.

- Systemet måler lyden i kabinen 8.000 gange i sekundet og regulerer den aktive støj, som systemet sender ud, efter det, fortæller Marc von Elling.

På Agritechnica har Recalm monteret systemet i en kabine, så de besøgende på standen kan afprøve teknologien. I setuppet er Active noise cancelling-konceptet i stand til at sænke lydniveuet fra 75 til 65 dBA.

- Vi arbejder også på at integrere konceptet i højtalere bagerst i kabinen, da det ikke er alle sæder, der er høje nok til at fungere korrekt med systemet i nakkestøtten. Men det er noget, vi fortsat udvikler på, forklarer den tekniske direktør. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.