Agco ramt af milliard-nedskrivning

Traktorproducenten har også en større produktion af udstyr til korntørring, som der nedskrives stort på.

Når du tænker Agco, så tænker du sikkert hovedsageligt på Massey Ferguson, Fendt og Valtras traktorer.

Men det nye årsregnskab fra Agco vil sandsynligvis mest blive kendt for en anden del af koncernens aktiviteter indenfor landbruget.

Der nedskrives nemlig for knap 1,2 mia. kr. i år, hvilket tydeligt kan ses på bundlinjen, der går i minus for årets sidste kvartal og bliver væsentlig beskåret for 2019 som helhed.

Ifølge en pressemeddelelse skyldes nedskrivningerne på goodwill og immaterielle aktiviteter primært påvirket negativt af koncernens europæiske korn og protein-aktiviteter.

I regnskabet går Agco dybere ind i, hvorfor der foretages den store nedskrivning. En af aktiviteterne på området foregår i øvrigt i danske Cimbria, der producerer tørrerier til bl.a. agroindustrielle virksomheder.

Agcos totalomsætning for 2019 ender i øvrigt på 9.041 mio. dollar svarende til den gode side af 61 mia. kr. Det er en lille nedgang i forhold til sidste år – dog en spids bedre end sidste år, hvis man beregner med, at valutakurserne har udviklet sig bedre.

På bundlinjen falder indtjeningen efter skat fra knap 284 mio. dollar året før til ca. 123 mio. dollar i 2019 – svarende til ca. 833 mio. kr.

Agco’s topchef Martin Richenhagen konstaterer også, at resultatet i årets sidste kvartal afspejler, at markedet for landbrugsmaskiner er blevet sværere, ikke mindst i Europa og i Sydamerika.

”Dertil har vores resultater været påvirket af højere end forventede omkostninger til garantier på nye produkter”, lyder det fra Richenhagen.

Agco oplyser, at man bl.a. har brugt ekstra 23 mio. dollar til garanti-udgifter i forhold til fjerde kvartal året før, primært relateret til omkostninger i forbindelse med introduktionen af nye høstmaskiner.

For 2020 forventer Agco en svagt stigende omsætning på 9,2 mia. dollar i et nogenlunde jævnt global marked for landbrugsmaskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.