Dal-Bo går i dybden med ny bugseret stubharve

Dal-Bo er aktuel med en 6,3 meters variant af stubharben Dal-Bo TriMax. Den imødekommer et stigende behov for jordløsning.

Dal-Bo’s TriMax stubharve har hidtil været til rådighed som en liftophængt harve med 3 eller 4,1 meter arbejdsbredde med springbolt eller 2D-stenudløser. Nu er udviklingsafdelingen hos Dal-Bo imidlertid gået et skridt videre og har konstrueret en bugseret model med 6,3 m arbejdsbredde baseret på tandsystemerne fra de mindre arbejdsbredder.

Arbejdsdybden på nyheden er ned til 30 cm, men chaufføren vælger selv dybde fra 5 til 30 cm via den fuldhydrauliske dybdejustering. Dal-Bo’s udvikling af den større TriMax imødekommer ifølge producenten et stigende behov for jordløsning, da stadigt tungere traktorer og vogntransporter er hård ved jorden.

Dal-Bo TriMax 630 har 23 kraftige harvetænder fordelt på tre buller med 27,5 cm tandafstand. Med en rammehøjde på 85 cm og en bulleafstand på 70 cm arbejder TriMax 630 ifølge producenten effektivt i dybden. Efter harvetænderne følger fjederophængte jævne-tallerkner monteret på en fast ramme med central indstilling samt 60 cm bogie T-ringsvalse.

2D-udløseren fungerer ved, at harvetænderne ved påkørsel af jordfaste sten kan bevæge sig plus/minus 10 cm til siden eller svinge helt op over jorden. Det beskytter harvetænderne ved påkørsel af sten og er også med til at fjerne belastninger på harvens rammekonstruktion. 2D-udløseren er bygget op om et drejeligt beslag med tallerkenfjedre og en hydraulikcylinder.

Den nye Dal-Bo TriMax 630 kræver noget af traktoren, hvis man arbejder dybt, for når 23 tænder når ned i 30 cm dybde med en fremdrift på 8-12 km/h, er der behov for kræfter. Producenten anbefaler mindst 400 hestekræfter til dybdeharvning under almindelige jordbundsforhold, men mindre kan gøre det ved almindelig stubbehandling på lette jorder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.