Dalbo i kæmpe-vækst og med solidt overskud

Dalbo har oplevet en vækst på 350 procent siden forrige regnskabsår. Øget eksport er ifølge direktøren en af flere årsager

Den danske producent af jordbearbejdningsredskaber Dalbo i Randbøldal har oplevet en vækst, der nok kan fremkalde smil på direktionsgangen.

Dalbo, der især er kendt for tromler, såbedsharver, tallerkenharver og jordpakkere, har nemlig vækstet med hele 350 procent i forhold til sidste regnskab, hvilket giver et positivt resultat på 15,7 mio. kr.

-Der er flere forskellige grunde til det. På den ene side har danske landmænd generelt været mindre berørt af corona-krisen end så mange andre brancher. Og så er vi lykkedes med at øge vores eksport kraftigt, siger adm. direktør for Dalbo, Carsten Jensen, der tilføjer, at Dalbos største martkeder er Storbritannien, Tyskland og Frankrig.

- Det spiller også ind, at vi har sparet penge på messer og rejser under corona'en. Og så har vi i virksomheden nogle fantastiske medarbejdere og en fælles hold-ånd, som betyder meget, siger Carsten Jensen.

Regnskabet viser en samlet egenkapital på 53,3 mio. kr., hvilket er en stigning i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 32,5 mio. kr. Firmaets regnskab viser forrentning af egenkapitalen (dvs. forrentning af den indskudte kapital) på 37,24 procent. 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.