Du har halv mio. kr. til brugt mejetærsker: Her er ti mulige maskiner

Brugtudbyderen Mascus og LandbrugsAvisen viser her en række muligheder på markedet netop nu.

Skal der sadles om  midt i høsten på mejetærskerudstyret, så er der hjælp at hente, bl.a. på brugtmarkedet. I øjeblikket finder du mere end 350 brugte mejetærskere på søgemaskinen Mascus inden for landets grænser - og selvfølgelig et langt større udbud, hvis du vil kigge længere ud i verden.

Vi har taget et træk og præsenterer her en række forskellige maskiner for udbudspriser lige omkring en halv mio. kr.

Mulighed nr. 1 John Deere 9780i for 470.000 kr.

Maskinen John Deere 9780i CTS er en årgang 2006 og har kørt 1.221 timer. Maskinen har en arbejdsbredde på 7,5 meter. Den står i Mern og sælges af Røstofte Maskiner.

Mulighed nr. 2: New Holland CX 840 for 490.000 kr.

Egtved Maskinforretning annoncerer for tiden, at de har en høstklar New Holland CX 840 årgang 2004 med 2.051 timer på bagen udbudt i markedet. Maskinen leveres med 24 fods skærebord.

Mulighed nr. 3: Fendt 6300 for 498.000 kr.

Hos Kragmann i Middelfart står der bl.a. en Fendt 6300C fra 2006 med en timertæller på 1.100 timer. Maskinen er bl.a. udstyret med et 22 fods Power Flow skærebord, snitter og klimaanlæg.

Mulighed nr. 4: Claas Lexion 460 for 499.000 kr.

Hos TraktorHøst i Brønderslev(det gamle Almas) står der en Lexion 460 med 2.741 timer. Maskinen er fra 2002, og byder sig bl.a. til med 25 fods skærebord og tilhørende vogn, rapsforsats, 3D sold og 900/60R32 - 600/55-26.5 hjul.

Mulighed nr. 5: New Holland CR 980 for 499.000 kr.

Hos Brdr. Holst Sørensen på Ribe-egnen udbydes en New Holland CR 980 fra 2004. Maskinens timeantal er ikke udtrykt i annoncematerialet. Det oplyses, at den har kørt som gårdmejetærsker i Danmark. Den leveres bl.a. med avnespreder og snitter.

Mulighed nr. 6: CLAAS LEXION 580 TT for 499.800 kr.

Hos Lintrup Maskinhandel i det sydjyske sælges i øjeblikket en Claas Lexion 580 TT TerraTrac fra 2004 med 2.175 timer. Maskinen har bælter foran 600/55-26.5-hjul  bagtil. Den leveres med et 30 fods skærebord og med laserpilot i siden.

Mulighed nr. 7: John Deere 9780I for 545.000 kr.

Hos Semler Agros store brugtafdeling i Vejrup i det sydjyske kan man finde en John Deere 9780I CTS med 2.117 timer på klokken fra 2004. Maskinen er bl.a. udstyret med 25 fods skærebord, Starfire gps, udbytte- og fugtmåling.  

Mulighed nr. 8:  New Holland CR 980 for 549.000 kr.

Hos J.Hundahl i Thisted står der i øjeblikket en brugt New Holland CR 980. Den har 3.536 timer siden udgivelsesdatoen i 2006. Med maskinen følger bl.a. et 30 fods skærbord med rapsforsats og sideknive og halmsnitter.

Mulighed 9: Claas Lexion 440 for 549.500 kr.

Vinderup Maskinforretning tilbyder i den øvre ende af en halv mio. kr. en Lexion 440 fra 2003 med 2.010 timer. Maskinen er udstyret med Claas Cebis og med C660-skærebord samt klimaanlæg.

Mulighed 10: Massey Ferguson 7280 til 549.900 kr.

Hos Thorup Maskinhandel kan man få en årgang 2010-model, som har kørt 665 timer. Ifølge annoncen har maskinen, Massey Ferguson 7280 Centora, kun høstet i alt 1.740 hektar. Otte rysters-maskinen leveres med 25 fods Power Flow skærebord.

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.