Efter konkurs: Nordjysk maskinforretning udvider med nyt center i Randers

Hjallerup Maskinforretning udvider til Kronjylland.

Hjallerup Maskinforretning vil oprette en helt nyt maskinforretning for Masse Ferguson i Randers.

Den skal udfylde det vakuum, der opstod efter konkursen hos Jysk Maskincenter. Agco Danmark har siden konkursen arbejdet på at finde en løsning.

Hos Hjallerup Maskinforretning glæder direktør Morten Bordvik sig til at komme i gang i Randers:

"For Hjallerup Maskinforretning er det afgørende, at vi løbende kan sikre den nødvendige vækst, udvikling og volumen. I den forbindelse er det klart, at hele det kronjyske område har været interessant for os. MF står stærkt i området, og da de lokale kompetencer var til stede, var der ikke langt fra tanke til handling", siger han i en pressemeddelelse.

"Vi har allerede fundet de nye lokaliteter i Randers, og har været heldige at kunne ansætte nogle medarbejdere fra det tidligere JMC. Det er vigtigt for os, at vi har fået samlet de rigtige kompetencer og etableret fuldt udbyggede salgs- og servicefunktioner, således at vi altid kan sikre en optimal lokal service", udtaler han videre.

Mange servicepunkter

Hjallerup Maskinforretning har nu servicepunkter i Støvring og Aars syd for Limfjorden og et tæt samarbejde med Massey Ferguson Servicepartnerne Holms Maskinservice i Hammel og Brdr. Thorsen på Djursland.

"Når vi derudover tilføjer den nye centrale afdeling i Randers, står vi med et utroligt godt udgangspunkt.
Grundlaget og kompetencerne er nu til stede – herefter mangler vi kun at få de fysiske rammer i Randers fyldt ud", slutter Morten Bordvik.

AGCO Danmark glæder sig over den nye løsning

Adm. direktør Bo Gade, Agco Danmark, har fra starten været involveret i arbejdet med at finde det rigtige set-up:

"Det har været afgørende for os, at vi kunne finde en god, langsigtet og stabil løsning, der sikrede nærheden til kunderne – og derigennem det bedste grundlag for vækst i området", siger Bo Gade.

"Samtidig har det været vigtigt for os, at den ny MF-forhandler i Kronjylland har den nødvendige styrke og kompetence til at sælge og servicere det omfattende MF program – hvor blandt andet hele det nye græsprogram netop er kommet til her i efteråret", udtaler han videre.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.