Fra prototype til salgsklar supertromle

24,3 meter. Så meget fylder Dal-Bo’s nye MegaRoll i udfoldet tilstand. På Agritechnica er den dog foldet sammen.

LandbrugsAvisen - Agritechnica.

Hvis den var foldet ud, ville der næppe være plads til andre maskiner på Dal-Bo’s stand på Agritechnica. Den nye stortromle, Dal-Bo MegaRoll 2430 fylder nemlig i udfoldet tilstand 24,3 meter, som navnet antyder.

Agritechnica-gæster vil måske huske den fra forrige Agritechnica, hvor den var udstillet som prototype, mest for at give producenten en fornemmelse af interessen. Og interessen var der. I hvert fald har Dal-Bo nu sat storheden klar til salg. Dog i en lidt lettere version end først planlagt. Prototypen belastede traktortrækket rigeligt, og vejtransporten krydsede flere steder det tilladte akseltryk, så det var nødvendigt at sende prototypen på slankekur.

Den færdige MegaRoll vejer godt 21 ton. Vægten er fordelt med ca. 900 kg pr. meter i hele arbejdsbredden, hvilket er på niveau med de øvrige tromler fra Dal-Bo. Arbejdskapaciteten med den nye MegaRoll vil ifølge producenten typisk ligge på 20 til 25 ha i timen.

»MegaRoll er selvfølgelig tiltænkt de store landbrug i østlandene, men har allerede nu givet positiv respons i England, Tyskland og Frankrig, hvor de store planteavlsbrug efterspørger marktromler med stor kapacitet«, siger Paul Møller fra Dal-Bo’s udviklingsafdeling.

På tromlen sidder som standard 489 tromleringe af Snowflake-typen, som Dal-Bo har opfundet og patenteret.

MegaRoll er opbygget på en chassisramme med affjedret bogie og bæres af fire 600/50-22,5 hjul.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.