Glad direktør: Vi købte heldigvis stort ind til denne sæson

Anders Frandsen havde disponeret godt og rigeligt og havde derfor masser af nye maskiner at fylde 2.200 kvadratmeter stor udstillingshal op med til åbningsfesten fredag hos Anker Bjerre i Holstebro

Det var utvivlsomt med en god mavefornemmelse at Anders Frandsen som direktør for maskinforretningen Anker Bjerre A/S kunne tage imod de mange gæster, da 2.200 kvadratmeter nye udstillingslokaler fredag skulle indvies i Holstebro-afdelingen.

- Det er en stor dag, sagde han til landbrugsavisen.dk.

- Nu har vi fået dækket det behov, hvor vi trængte allermest. Blandt andet måtte vi i en periode leje os til vinteropbevaring af høstmaskiner, og det var ikke optimalt i forhold til kunderne ikke at kunne vise det hele frem her. Nu tænker jeg, vi kan klare os et stykke tid, uddybede han.

Købte stort ind

Anders Frandsen kunne desuden glæde sig over, at byggeriet holdt både tidsplanen og prisen og at det har været muligt at fylde udstillingshallen op med nye maskiner, trods leveringsproblemer på grund af den helt usædvanlige kombination af coronanedlukninger og krig i Ukraine.

- Det mærker vi også. Nogle af vores leverandører har svært ved at få komponenter frem. Vi valgte at disponere ret meget. Selv om der altid er en risiko ved det, er jeg ret glad for, at vi gjorde det i forhold til både de prisstigninger og de leveringsproblemer, vi har set, sagde han.

Nærhed stadig vigtig

Selv om tiderne mildest talt er blevet noget uforudsigelige med gode prisstigninger på de fleste landbrugsprodukter, men også tilsvarende store prisstigninger på hjælpestoffer og maskiner, fremhævede Anders Frandsen, at Anker Bjerre A/S driver forretning i en del af landet, hvor landbrugets tre store driftsgrene mælkeproduktion, griseproduktion og planteavl fylder næsten lige meget.

- Det er med til at jævne det hele ud, sagde han og pegede desuden på, at have/park, skov og entreprenørsektoren også fylder rigtig meget i Anker Bjerre A/S’ omsætning.

- Desuden er det sådan, at nok kan kunden bevæge sig langt for at gøre en handel, men nærhed og relationer betyder stadig en hel del, når det gælder service og reservedele, tilføjede han.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.