
Forrige år var rigtig stærkt for Samson Agro.
Men så kom der en krise skyllende ind over fransk landbrug. Maskinstationer og husdyrproducenter måtte indstille investeringslysten efter bl.a. de kendte PG II-gyllevogne.
Det er en af hovedgrundene til, at Samsons overskud efter skat i det netop offentliggjorte 2016/17-regnskab er dykket med hele 10 mio. kr. til knap otte mio. kr.
”Der var en rigtig dårlig høst i Frankrig sidste år. Når de bliver stresset på indtjeningen, så slår bankerne op i banen med investeringskreditterne lige meget, om vi taler planteavl eller husdyrproduktion – så bliver tildelingen simpelthen lavere. Uanset om du sælger gødningsmaskiner eller høstmaskiner, så falder dit salg pænt meget i Frankrig. Vi falder med 30 procent i Frankrig og mange andre værre. Det er et stort marked for os”, siger adm. direktør Lars Henriksen til LandbrugsAvisen Maskiner og forklarer, at når vi snakker nu og her, så har det franske marked rettet sig op med fem gange så mange ordrer som resultat.
”Men sidste år var godt nok også ringe. Det her er en normalisering”, siger han.
Langt bedre end i kriseår
Fra sommeren 2016 til sommer 2017 realiserede Samson Agro en svagt faldende omsætning på 243 mio. kr.
Dette dyk maler samtidig størstedelen af det sivende overskud, mens store udviklingsprojekter også har spist sin del af indtjeningen. Nedgangen er dog ikke dramatisk ift. tilstanden under finanskrisen, hvor selskabet tabte penge flere år i træk.
I de seneste seks regnskaber i træk er der imidlertid hevet indtjening ind på gylleudstyret, mens virksomheden har formået at sende udbytte hjem til ejerne hos Glerup-familien og opbygge en pæn stødpude på egenkapitalen. 2016/17 havde da også sine opløftende momenter.
”Vi havde et rigtig godt år i Danmark og Sverige. Tyskland var sådan lige ud på plus-siden. Rusland havde pæn fremgang, men det er stadig små tal. Og Frankrig trak så virkelig den anden vej”, opsummerer Lars Henriksen.
Samson Agro beskæftiger ca. 200 ansatte og står bl.a. stærkt hos maskinstationer og meget store husdyrbrug i Skandinavien, Nordtyskland og dele af Frankrig samtidig med, at selskabet eksporterer til en række lande med forhandlere i så fjerne destinationer som bl.a. Muddy River i Australien, Simferopol på Krim og Sapporo i Japan.
Faktaboks
Samson 2016/17 i talI parentes tal fra forrige regnskabsår.
- Omsætning: 243(263) mio. kr.
- Resultat efter skat: 7,9(17,8) mio. kr.
- Egenkapital: 76,9(74,5) mio. kr.
Kilde: CVR
Relaterede artikler
Kommentarer