Heltetraktor: ”Det var den sidste traktor, jeg sad på ryggen af”

I hele sin aktive karriere kørte Ford TW-25 for Thingstrup Maskinstation, hvor den blå kæmpe fra 1986 i dag har særstatus.

Denne artikel er kvalitetsjournalistik fra vores traktormagasin TraktorTech. Artiklen kunne vores trofaste læsere bladre igennem i november 2020 i den daværende udgave af magasinet.

Elsker du også traktorer, landbrugsmaskiner og andre spændende maskiner, så skulle du tage og tegne et abonnement og få sendt magasinet hjem til matriklen syv gange om året.  


Ladeporten går op, og afslører et stykke kørende og velholdt historie. Navnet er TW-25. Ford TW-25.

Siden den trillede af samlebåndet på Fords fabrikker i Antwerpen i Belgien i 1986, har den blå traktor kun haft én ejer. Han hedder Anders Thingstrup. Sammen med sin bror, Peder, driver han Thingstrup Maskinstation ved Vemb.

”TW-25’eren var den sidste traktor, jeg sad på ryggen af, inden jeg i 1989 overgik til at stå for kørselsledelse og udvikling af virksomheden. Men Ford’en fortsatte i tjenesten helt frem til 2018 og har som den eneste af vores maskiner været med hele vejen. Nu står den på min ejendom. Den kører godt, men skal ikke bruges mere. Nu er den et levende vartegn for maskinstationens historie og landbrugets udvikling”, fortæller Anders Thingstrup.

Da han for 34 år siden købte den blå traktor for 353.200 kr. – kontant og med en Deutz 10006 oveni, ifølge den originale slutseddel – var den blandt de mest avancerede på markedet.

”Vi var stolte af detaljer som servostyring og air condition, selv om begge dele i dag virker lidt primitive i forhold til klimaanlæg og et rat, man kan dreje med finger”, konstaterer Anders Thingstrup.

Set med nutidige øjne er en motor med 156 heste heller ikke noget at stejle over. Men i 1986 var det med til at gøre TW-25’eren til præcis, hvad Thingstrup Maskinstation havde brug for til ammoniaknedfældning, finsnitning samt pløjning med femfuret halvbugseret plov og jordpakker. Trods Ford’ens dengang mange kræfter handlede det ikke bare om at få ploven i jorden.

”Man skulle vide, hvad man havde gang i. Var ploven ikke indstillet korrekt, gik den ikke rigtigt og så kunne traktoren ikke trække den. Men med de rigtige folk bag rattet spandt Forden som en kat; selv op ad bakke”, fortæller Anders Thingstrup.


De ekstra vægte på baghjulene har aldrig været afmonteret. Liften kan løfte 4,3 ton.

 

Fra ploven til gyllevognen

Efter små 10 år som Thingstrups spydspids begyndte TW-25’eren at blive indhentet af udviklingen. Stadig større og tungere plove gjorde det svært for den 5,6 ton tunge traktor at stå fast og få bid i jorden. Men dens kræfter rakte stadig til at køre med en 23 ton Kimadan-gyllevogn. Vel at mærke, hvis man kunne håndtere Fordens gearkasse uden synkronisering.

”Det gjaldt hele tiden om at være nærværende og tage beslutninger såsom at gå et halvt gear ned henne ved bakken. Ellers kom man ikke op ad den. Og så skulle man huske mellemgassen”, beretter Flemming Hedegaard fra sin tid som traktorfører for Thingstrup Maskinstation midt i halvfemserne.

Trods sin alder fortsatte TW-25’eren med at køre gylle langt ind i det andet årtusind, indtil den fik en retrætepost med at køre gylleomrører.

Tiden var endegyldigt løbet fra den gamle kæmpe. Ikke alene på grund af mangel på kræfter. Traktoren opfyldte heller ikke kravene til standarderne om kabinens støjniveau og siddekomfort, som nutidens chauffører forlanger.

”Den slags skal selvfølgelig være i orden. Man skal følge med tiden”, fastslår Anders Thingstrup.

Ovenpå 32 års tjeneste var det slut i 2018, og Ford’en kunne som så mange andre udtjente maskiner være sendt til ophug. Men sådan gik det ikke. En af Thingstrups medarbejdere, der havde kørt på traktoren i mange år, foreslog, at den blev renoveret.

Anders Thingstrup var med på forslaget. Traktoren blev skilt i atomer, sandblæst og malet af en professionel autolakerer, samlet og stod færdig i begyndelsen af 2020.

”Det var en god idé at få det gjort”, konstaterer han.

 

Ud-ford-ringen: Motoren blev hentet på Sjælland

Mens det hedder sig, at man aldrig får brug for at røre ved bagtøjet i en blå traktor, er det anderledes med motoren.

Og en eftermiddag i ammoniaksæsonen i 1991 stod motoren i Anders Thingstrups Ford TW-25 af. Traktoren blev straks bugseret til Jens Andersen Maskinforretning i Ulfborg.
”Selv om han ikke lige havde en motor på hylden, var traktoren klar næste formiddag. I løbet af natten havde hans søn nemlig hentet en motor på Sjælland. Reparationen kostede 30.000 kr. – inklusiv turen til Sjælland”, husker Anders Thingstrup.


 

Faktaboks

Min traktorhistorie:

1983: Ford TW-25 kommer på markedet.1986: Anders Thingstrup køber en TW-25 til ammoniaknedfældning, pløjning og finsnitning.

1992-1999: Overgår til kørsel med gyllevogn.

2007: Kører gylleomrører.

2018: Tages ud af drift.2019: Bliver gennemrenoveret og malet.

2020: Står som ny. 

Specs

Timer: 16.000.

Motor: 6,6 liter sekscylindret diesel.

Ydelse: 156 hk ved 2.200 omdrejninger i minuttet.

Tank: 283,9 liter.

Hydraulik: 69,1 liter.

Transmission: 16 fremadgående gear og 4 bak, fordelt i høj og lav gruppe, uden synkronisering.

Vægt: 5,6 ton.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.