I kapløb om DM-titel: Det er knaldhårde folk

Finalisterne for DM-titlen for unge mekanikere mærkede en skarp konkurrence ved dagens mesterskab.

Ventetiden er overstået.

Men det er lidt af et felt, lyder vurderingen fra Carl Gornitzka, som torsdag dyster som en af fire om titlen som Danmarks Bedste Lærling for landbrugsmaskinmekanikere.

”Det er knaldhårde folk, hører jeg. Jeg vil ikke sige, at jeg er en af topfavoritterne”, siger den 21-årige lærling fra Nexø Smede & Maskinforretning, da LandbrugsAvisen spørger ind til forventningerne under DBL 2021, som starter i dag og slutter med kårlingen af vinderen i morgen formiddag.  

Selv er Carl vandt til at arbejde en del med traktorer – men nok ikke så meget med Fendt, som venter på en af de i alt fire stationer, de skal rundt omkring med to timer til hver opgave.

Mens Carl selv starter med en opgave ud i at fikse et gps-system fra Trimle dribler konkurrenten Emil Hedegaard Nielsen fra Valtec Skanderborg videre på Fendt’en. Af konkurrencemæssige hensyn får vi ikke lov til at udpensle, hvad han i øjeblikket er i gang med – konkurrenterne skal jo ikke kunne google sig frem til en masse tricks i løbet af eftermiddagen.

”Jeg tror, at drømmeopgaven ligger på traktoren, men vi ved jo ikke, hvad vi skal igennem”, siger han og bekræfter billedet af et skarpt felt.

”De andre er mega-dygtige og opgaverne er ikke til at spøge med. Jeg ved ikke, hvordan mine chancer er”, siger han nøgternt

For 23-årige Johannes Dahm med læreplads hos Yding Smedie & Maskiner var det med hans alder final call til at være med i en lærlingekonkurrence. Arrangørerne Dansk Maskinhandlerforening, HEG i Aars, Dansk Metal og LandbrugsMedierne har skrappe alderskrav, da man gerne vil stille med unge, der kan klare alderskrav til at komme videre til EuroSkills og WorldSkills og forsvare de danske farver.

 

Om Johannes evt. kan nå det og kvalificeret så langt er svært at forholde sig til lige nu. Nu gælder det DBL-titlen.

”Jeg er med for at få oplevelsen. Lige nu er jeg bare spændt og har ikke sovet så meget i nat”, siger den håbefulde deltager.

21-årige Malthe Thomsen, der til daglig er lærling hos Brdr. Thorsen I/S på Djursland, overstod i sidste uge sin svendeprøve. Han kalder det et rigtig godt rygstød til at klare DBL-testene – det her ser bare noget sværere ud, mener han.

”Vi har lige set, hvad tidligere finalister har været igennem. På en svendeprøve har man seks timer til to opgaver. Her er der masser af opgaver på to timer(på hver af de fire poster). Det ser sværere ud”.

Og vinderchancerne?

”Jeg håber da, jeg kan vinde, men det kan gå begge veje”.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.