Kæmper for VM-guld: Kæmpe tidspres på førstedagen

Danske Anders Sørensen havde mere end travlt, da han skulle arbejde med to CAT-maskiner.

Første dag af fire er slut.

Facit i kampen om VM-tronen i klassen for store maskiner ved WorldSkills i russiske Kazan er langt fra skrevet. Og Dammarks deltager Anders Sørensen er helt ærlig, når han siger, at det er helt uvist, hvor han står.

"Overhovedet ikke. Vi kører helt individuelt, og har ikke noget indtryk af de andre. Jeg var forberedt på, at vi ikke kunne nå vores opgaver igennem", siger landbrugsmaskin-mekanikeren fra J. Hundahl i Thisted til LandbrugsAvisen Maskiner kort efter dagens konkurrence i russiske Kazan er afsluttet.

Han vidste også godt, at tidspresset ville blive stort under de to gange tre timers konkurrence. Men han ville gerne have nået mere.

”Det vil man jo. Jeg nåede måske halvdelen af opgaverne. I morgen er det en ny dag, og så er det bare at klø på igen”, siger han.

Dagens første opgaver foregik med en CAT bulldozer, hvor der skulle arbejdes med undervognen. Derefter ventede der opgaver med el og hydraulik på en rendegraver.

Selve opgavernes sværhedsgrad slog ham ikke omkuld. Hjemmefra kommer han fra en uddannelse som landbrugsmaskinmekaniker, som efterhånden har gjort det til en tradition at hente medaljer og flotte placeringer hjem til Danmark. Ved det seneste WorldSkills blev danske Søren Døssing nr. 3.

”Jeg synes ikke, at opgaverne var sværere end ved DBL. Det var nogenlunde samme niveau”, lyder det vurderingen.

Mens mange danskere nok slapper ekstra af fredag aften, så har Anders Sørensen fra Bedsted i Thy ikke mange timers afslapning.

I morgen tidlig starter en ny konkurencedag, der mere eller mindre former sig som en fuld arbejdsdag – sikkert garneret med en ny omgang tidspres.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.