Kolding Maskinforretning: Frasalg styrker os

Valtec har - under ejerskabet hos Kolding Maskinforretning - været en lidt særlig størrelse.

Kolding Maskinforretning er Claas-forhandler, og Valtec er Valtra-specialist. Når de alligevel fik lov til at køre sammen, skyldtes det, at Valtec var lagt ud som en særskilt enhed.

Nu er Valtec solgt fra til TBS Maskinpower, og det efterlader Kolding Maskinforretning styrket tilbage, siger indehaver Henrik Thomsen.

Grundlæggende er Kolding Maskinforretning ikke ændret - salgsområdet for den store Claas-forhandler med 23 specialister ansat er nogenlunde det samme - men fokus er nu alene på Claas.

"Vi kommer til at få noget tid frigivet, ledelsesmæssigt, som gør, at vi kan få endnu mere fokus på Claas", siger han.

Han fortæller, at han ikke aktivt har forsøgt at sælge Valtec fra. Forretningen, der på 12 år er vokset fra fem til 15 medarbejdere, har givet overskud. Så den var ikke til gene, tværtimod.

"For mig har Valtec været noget, vi har skabt. Det har været en succes for vores forretning. De mennesker herude brænder for det her. Den laver fornuftigt overskud hvert år, så på den måde har vi ikke haft lyst til at sælge."

Han fortæller, at virksomheden har fået 'en god betaling' for Valtec. Det giver en bedre likviditet for forretningen.

"Branchen stiller større og større krav, og her skal vi kunne matche alle store spillere som kommer på markedet og de stadig større og større kunder stiller også krav til, at vi som forhandler kan klare selv de største handler, hvor rigtig mange og dyre maskiner kan indgå. Derfor har tilgangen til likviditet fået en stor betydning for, om fremtidens maskinhandler kan være med eller ej", siger Henrik Thomsen.

Han betegner sig som en mellemstørrelse maskinforretning, men en stor Claas-forhandler, der har stor betydning for markedet.

Danish Agro har på det seneste købt en række Claas-forhandlere. Indehaveren vil ikke svare på, om han har fået købstilbud. Den 36-årige indehaver - der har en kompagnon i skikkelse af den tidligere indehavers søn - går ikke selv med salgstanker, siger han. Planen er fortsat at være selvstændig.

"Ja, det er det jo for nuværende. Man ved aldrig, hvad der sker om fem eller 10 år", siger han dog.

Virksomheden har en relativt egenkapitalandel - cirka 13 procent - men det skyldes, understreger indehaveren, at den blev udvandet, da han trådte ind som ejer. Han understreger, at forretningen er solid med overskud de seneste tre år.

"Hvis du kigger på vores regnskaber de seneste tre år, så ligger vi bedre end gennemsnittet i branchen", siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.