Kverneland har fulgt tendenserne for såmaskiner

De første danskere har allerede bestilt de nye Kverneland U-drill såmaskiner, som blev vist på Agritechnica 2015.

Vil man spille med i branchen, må man fremstille de maskiner, som kunderne vil have. Det ved man godt hos Kverneland, som har fulgt tendenserne nøje, og det udløste stor interesse for producentens såmaskiner på Agritechnica. Blandt andet tilbyder man gødningsplacering, som ikke mindst nordeuropæere gerne vil have.

På standen stod således både de nye Kverneland U-drill, som fås i versioner på tre eller fire meters arbejdsbredde og med fast ramme, og den store U-drill 6000 - alle med mulighed for gødningsplacering, enten i forbindelse med diskene eller ved såskærene. Med gødningsplacering kaldes de U-drill Plus.

»Vi har fået syv firemeters U-drill hjem til foråret, og de er revet væk. Den giver stor kapacitet til færre penge. Men markedet for de tremeters er også stigende,« siger salgschef for Kverneland, Troels Pontoppidan, der tilføjer, at de tre- og firemeters versioner med gødningsplacering er klar til foråret, mens man må vente til efteråret, hvis man vil have gødningsplacering til U-drill 6000. Gødningsplaceringen kan også eftermonteres.

»U-drill harr kørt demo i Danmark, blot uden gødningsplacering, og vi har i Danmark været meget involveret i udviklingen,« siger Troels Pontoppidan.

U-drill er designet til høj arbejdshastighed, typisk 10-18 km/t. De tre- og firemeters er opbygget med et moduldesign på samme vis som de seksmeters U-drill med opklap.

Flere nye funktioner er inkluderet, såsom et programerbart forlandssystem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.