Miljøkrav i udlandet hjælper Samson Agro til rekordresultat

»Vi er heldige, men vi gør os også umagen,« siger Samson’s adm. direktør Lars Henriksen efter et år, der udløste et årsresultat på knap 18 mio. kr.

Samson Agro har i Danmark vænnet sig til at producere udstyr, der skal leve op til de skrappe miljøkrav til landbruget – og den ekspertise giver nu selskabet medvind på eksportmarkederne.

Ifølge adm. direktør Lars Henriksen er den faktor medvirkende til, at Samson Agro i 2015/16 satte ny rekord i omsætning på godt 261 mio. kr. og et årsresultat efter skat på 17,9 mio. kr. – over 10 mio. kr. bedre end året før.

»Vi har strukturel medvind på flere udenlandske markeder, hvor rammebetingelserne for brug af husdyrgødning bliver strammet af en miljølovgivning, der stiller krav om andre metoder end eksempelvis bredspredning, som vi jo har forladt for mange år siden. Den udvikling sker nu i Tyskland, Frankrig samt andre lande, og det kommer Samson til gode,« siger Lars Henriksen.

Eksportandelen fra Samson er stigende og har netop rundet 60 pct., oplyser direktøren videre. Ambitionen er at være blandt de foretrukne mærker af udstyr til udbringning af husdyrgødning i de husdyrtætte områder af Europa. Maskinstationer udgør en stor del af kundegruppen.

»Men det er også stærkt medvirkende til resultatet, at vi øger vores volumen og omsætning. Lavere kapacitetsomkostninger pr. enhed betyder meget,« siger Lars Henriksen.

Samson Agro har for kort tid siden oplyst, at selskabet opsiger sine forhandlere i Danmark og i fremtiden vil sælge direkte til slutbrugene gennem salgsselskabet Samson Agrolize.

»Vi overholder naturligvis de gældende aftaler om opsigelse af de hidtidige forhandlere, som har tjent os godt i mange år,« siger Lars Henriksen, der har store forventninger til den nye salgsstruktur.

»Jeg er sikker på, at den vil være til stor fordel for den fremtidige distribution af Samson-maskinerne, både for kunderne og for fabrikken. Med udviklingen af fremtidens nye produkter er det afgørende vigtigt, at Samson er tæt på kunderne for at opnå de helt rigtige løsninger.«

Flere af de hidtidige Samson-forhandlere bliver nu i stedet tilknyttet Samson Agrolize som servicepartnere for selskabet. De i alt seks servicepartnere skal stå for eftermarkedet og uddannes til specialister i Samson-service. Som en særlig del af selskabet opbygges et brugtcenter i Viborg, hvor veltjente Samson-vogne og andet udstyr kan blive renoveret og solgt igen.

»Vi vil helt sikkert blive mødt af endnu skrappere krav til driftssikkerhed, udvidede garantiperioder og servicekontrakter i fremtiden,« siger Henrik Kirketerp-Møller, der er direktør for Samson Agrolize.

»Nye finansieringsformer og fuldserviceaftaler bliver hverdag. Det er specialist-opgaver, som vi ikke kan forvente, at maskinforhandlerne ønsker at løse i fremtiden.«

Emneord Samson

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.