Nu har de tre Fendt 1000: Helt vanvittigt store hjul

Maskinstation udbygger traktorparken med to styk 1038 til den nye gyllesæson.

Januar måneds traktorstatistik byder på comeback til Fendts største traktorserie, som indeholder nogle af de absolut største konventionelle traktorer på det danske marked.

I januar har der nemlig været to nyregistreringer fra Fendts 1000-serie. Det er maskinstationen Skave Maskinstation, som har handlet to styk 1038 via TBS Maskinpowers afdeling i Holstebro.

Handlen er ikke af den helt sædvanlige slags i vores kongerige. Sidste år blev der i alt handlet fem styk fra Fendts øverste serie. Også dengang var Skave Maskinstation involveret, da de fik leveret den første Fendt 1038, som nu altså får selskab af to mere.

”Den har vi været vældigt imponeret af. 900-serien er ikke ringe, men det er bare toppen af poppen”, siger medejer Lars Vennegård.

Du kan jo få samme effekt med en topmodel fra 900-serien. Hvad er egentlig forskellen for jer?

”Den vejer mere, og så har den enormt store hjul på. De er jo på størrelse med en 200 hestes traktor alene Det er helt vanvittigt”, siger han om traktoren med forhjul, der er på størrelse med baghjulene på en mellemstor traktor.  

Uden ballast vejer den 14.000 kg og med maskinstationens ballast, når den op på 18.000 kg.

Lars Vennegård nævner også, at man med 1000-serien får nyere udstyrsniveau, højere moment på samme hk-interval og også får 200-300 flere liter dieselolie til gavn på de længere arbejdsdage i marken.

”Det er også værd at tage med. Og så synes jeg, at der er en tendens til, at når du vælger den højest ydende model i en serie, så er den skruet helt op i belastningen, hvilket kan koste en turbo noget tidligere, mens en mindre belastet traktor lettere holder til de mange timer. Og så har den her bare et godt træk”, siger han.

Skave Maskinstation er med handlen blevet endnu mere Fendt-land, da traktorerne erstatter to store traktorer fra et andet mærke til den primære opgave med at trække en ny Gøma-gyllevogn og en eksisterende vogn fra Samson.

Prisforskellen kan godt forsvares, mener han, når man tænker på timetallet, det skal fordeles ud på.

”Der er en forskel på 200.000-300.000 kr., men når de placeres over 10.000 timer, så går det ikke så galt”, siger han.

38 af slagsen i Danmark

Fendt 1038 er den mindste i 1000-serien med sine 380 hk., hvor den største 1050 runder den magiske 500 hk grænse for en konventionel hjultraktor.

Fendt havde den første snigpremiere på serien i 2014. I efteråret gik 2016 de første modeller i reel serieproduktion og godt et år efter, i december 2017, rullede traktor nr. 1.000 i serien ud af produktionshallerne i Marktoberdorf.   

Hos Fendt-importøren Agco Danmark oplyser salgschef Peter Midtiby, at der foreløbig er handlet 38 Fendt’er fra 1000-serien i Danmark.

”I 2018 fandt det et andet leje med fem solgte modeller i forhold til 2017, hvor der blev solgt flere. Men nu er vi godt i gang med de to styk i januar, og der er flere på vej. Målet er, at vi runder 50 styk af 1000-serien i Danmark i år, og det ser realistisk ud”, lyder meldingen.

Hos TBS i Holstebro er sælger Thomas Lilleholt naturligt nok meget tilfreds med at skyde året i gang med handlen.

”Det er en rigtig god start på året. Der er jo nok ikke mange enkelthandler som denne med to så store traktorer, men vi forventer og tror, at vi kommer til at sælge flere af dem”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.