- Ploven er i den grad vendt tilbage hos os. Det er en stærk tendens

Maskinernes eget nyhedsoverblik spotter bl.a. en tendens tilbage til, at ploven igen findes frem mange steder – og så er en særdeles stærk og lydfri Fendt i unik udformning præsenteret i Holland.

God mandag morgen.

Der var masser af hestekræfter og maskiner i marken, da min kollega Claus Worup forleden var med til Velas’ store maskintræf på Bygholm Landbrugsskole.

I rapporten hjem til weekendens udgave af LandbrugsAvisen, kan man bl.a. se, at der er medvind for plovproducenterne efter en del år, hvor det har været en god ide for de samme producenter af have maskiner til pløjefri dyrkning, hvis de ville være med på vækstmarkedet.

Bliv hængende og få lige et par andre nyheder først, inden jeg fortæller mere om den sag her i det ugentlige nyhedsoverblik over stort og småt i maskinernes egen livscyklus.   

Emissionsfri Fendt i voksenstørrelse

Først skal vi en tur til Holland, hvor der var en større maskinmesse forleden. Her viste Fendt-importøren Agromec (det navn lyder bekendt!)  en ombygget traktor fra Fendts 700-serie, som med en gigantisk batteripakke i frontliften byder sig til som en 100 procent emissionsfri traktor med hele 200 hk. Det smarte ved systemet er, at man lynhurtigt kan udskifte batteripakken med en opladet pakke, så arbejdsdagen ikke går helt i stå, når batteriet er nede ved sokkeholderne.

Ulempen er så, at man altid skal køre rundt med lasten – og at prisen meldes et sted mellem tre til fire mio. kr. for en Fendt 700-serie. Bag teknologen står firmaet Electric Construction Equipment  sammen med Agromecs Fendt-specialister.

Vores venner fra Trekker Magazine har oploadet en fed billedserie med mere info om traktoren og perlerække af maskinnyheder på hollandsk jord netop nu.

Nye VF-dæk på vej i stort format

Apropos Holland så var min kollega John Christensen også i Holland forleden for at høre nyt fra dækfronten.

Her præsenterede Vredesteins ejer, Apollo Tyres, planerne for at lancering flere nye store dæk i de kommende år.

- Inden 2025 vil vi have et traktordæk på 2,3 meter i diameter i 46 tommer til traktorer over 350 heste, lød det bl.a. fra firmaets europæiske præsident Benoit Rivallant.

Kverneland kalder det stærk tendens

Der var en gang, hvor man mest af alt så en plov for sig, når man talte om Kverneland. Siden opkøbte Kverneland en masse andre redskabsmærker, bredte sig ud – og blev selv en del af Kubota-koncernen. Det er i sig selv en stor, spændende historie, vi nok skal vende tilbage nu og dag.

Men da Kverneland og en andre rækker mærker stillede op til maskindemo på Bygholm Landbrugsskole var ploven langt fra pakket væk og gemt væk. Den lever i bedste velgående – og faktisk mærker producenterne et stigende marked på den front.

- Ploven er i den grad vendt tilbage hos os. Det er en stærk tendens, og det skyldes primært store problemer med græsukrudt. Landmændene vil gerne køre en sikker strategi, så man vender tilbage til gamle dyder og sikre metoder. Der er i det hele taget et fokus på at gøre arbejdet rigtig godt, meget mere end vi har set i mange år, lød det fra produktchef hos Kverneland, Troels Pontoppidan, som fik opbakning fra en anden stor redskabsproducent, Lemken.

- Også hos os har det været et rigtig godt plov-år, sagde områdechef for Lemken, Nis Peter Albrechtsen.

Se og læs mere i den nye udgave af LandbrugsAvisen - hurtigst via vores epaper.

John Deere er klar til at montere NIR-sensorer på mejetærskere

John Deere breder nu brugen af deres NIR-sensor ud, så det fra næste høst også kan på- og eftermonteres en række af producentens mejetærskere.

Med Harvest Lab-sensoren får man mulighed for at få en NIR-sensor, der i realtid vil lave målinger på eks. fugt og proteinindholdet i afgrøder som hvede, byg og raps.

Læs mere her: John Deere er klar til at montere NIR-sensorer på mejetærskere

Verdensrekordholder med dansk islæt opgraderes

Ja, hvad er det for noget mon tro?

Jo, for tre år siden var MI, den danske Kuhn-importør, med til at sætte verdensrekord med en Kuhn GA 15131 firerotors rive. Dengang klarede den at rive 188,9 hektar på otte timer. Det lyder jo rimelig effektivt – men måske kan de snart nå endnu mere.

Maskinen er nemlig blevet forbedret, oplyser Kuhn og MI. Blandt andet bydes der nu på et nyt Isobus M500 modul, der har større kapacitet og flere muligheder – eks. hydraulisk affjedring af de forreste rotorer. Vi venter så spændt på at høre om næste rekordforsøg… dog kan vi fortælle, at maskinen allerede kører i Danmark, da den første Kuhn GA 15231 er blevet leveret til Smersted Maskinstation.

Læs mere: Verdensrekordholder får en overhaling

Hvor mange traktormærker findes der egentlig?

Vi slutter dagens gennemgang med et spørgsmål, som overblikket her til morgen ikke helt evner at uddele svar på. Men på ideplanet sidder jeg lige og tænker på, at man da burde lave et lille kortspil, som man passende kunne udgive som en julegave til traktordrengene. Hermed givet videre til marketing!  

For der er forbløffende mange, kom jeg til at tænke på, da jeg stødte over min gamle arbejdsplads, norske Tun Medias traktormagasin Traktor. Her har de en hårdtarbejdende hollandsk fotograf, som har speciale i at opfange nye og gamle traktorer. En af Markus Pasveers seneste historier handler om genopstandelsen af det sydafrikanske traktormærke Aco.(nej, ikke Agco!) Jeg indsætter lige en video med en traktorproducent, som simpelthen laver en 620 hk stortraktor til de store afrikanske jorder.

 

 

Det sker snart

Onsdag åbner Mølbro fabrikken i Sorø for journalisterne og viser, hvordan det går i denne side af maskinbranchen netop nu.

I næste uge viser Brøns JCB’s nye Icon-traktor frem for potentielle kunder ved et VIP-arrrangement hjemme i Sønderjylland.

Lidt længere ude i horisonten har Väderstad inviteret pressen til samling i Tyskland i midten af oktober, hvor der skulle vente et helt nyt redskab.

Dermed er der masser at glæde sig til. Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.