Semler omsatte for 1,2 milliarder kroner i landbruget

Igen overskud på bundlinjen, lyder det fra bilkoncernens landbrugsafdelinger.

Bagtæppet er et udfordrende år i maskinbranchen, lyder det fra Semler Agro.

Og resultaterne er da også vigende, men tilfredsstillende.

Sådan kan budskabet fra Semler Agro sammenfattes, da man onsdag morgen udsender en pressemeddelelse med årets regnskab.

Omsætningen faldt i Semler Agros driftsselskaber med otte procent til 1,2 milliarder kroner, mens bundlinjen dykkede med 27 procent til et resultat efter skat på 39,4 millioner kroner, oplyses det.

- Vi er ganske tilfredse. Især under de markedsvilkår, vi har opereret under, med højt renteniveau og usikkerhed om lovgivningen på CO2 og biodiversitet, som dæmpede investeringslysten blandt kunderne. Samtidig har de seneste års øgede maskinsalg sat skub i vores eftermarked, som har bidraget positivt, lyder det i en kommentar fra Semler Agros nye adm. direktør Jens Aabye Dam.

Fra Semler lyder det, at man fortsat vil investere kraftigt i maskinforretningerne i landbruget.  

- Øget digitalisering løfter både vores services til kunderne nu og her og ruster os til at kunne tilbyde det allerbedste inden for landbrug, golf og turf fremover. Branchen rykker hurtigt på det her område, og det stiller krav til vores infrastruktur og teknologi, som vi fortsat vil investere i de kommende år, siger han.

Semler Agro og det nu 100 procent-ejede Herborg Smedie & Maskinforretning beskæftiger cirka 300 medarbejdere, der tager på arbejde ud fra 14 forskellige afdelinger rundt i landet.

Usikkert marked i 2024

Semler Gruppen fremlagde tirsdag regnskab for hele koncernen. Her fremgik det, at koncernen med sine store aktiviter på bilområdet totalt omsatte for 24 milliarder kroner og beskæftiger cirka 3.100 medarbejdere.

Fra koncernrapporten fremgik det, at landbrugsmarkedet ser mere usikkert ud i år.

- Allerede i 2023 begyndte aktiviteten på totalmarkedet for landbrugsmaskiner at blive udfordret, og dette forventer vi fortsætter i 2024, da markedet er afhængigt af pris- og renteudviklingen, samt andre makroøkonomiske forhold, lød det i årsrapporten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.