Stor maskinhandler får ny direktør

En af landets største Fendt-forhandlere henter nyt medlem til direktionen efter opkøb af maskinforretning.

TBS Maskinpower i Starup med den store tyske maskinhandler Raiffeisen Waren i ryggen har netop indsat en ny adm. direktør.

Fremover er det Jan Garder, Brørup, der får ansvaret med at være daglig leder hos en af landets største Fendt-forhandlere, som siden januar også har været Valtra-forhandler med opkøbet af Valtec i Gravens ved Kolding.

Den hidtidige direktør Jens Hansen, der også ejer en minoritet af selskabet, kommer fortsat til at varetage rollen som salgsdirektør, og er dermed fortsat i høj grad med til at tegne maskinforretningen.  

Jan Garder kommer fra et job som forretningsudvikler i Early Warning under Væksthus Danmark, hvor han eks. har rykket ud til virksomheder i udfordringer, ligesom han bl.a. har en fortid som leder i forskellige virksomheder og indledte sin karriere som landbrugssmed tilbage i 1980’erne.   

”Når man er landmandssøn og også har arbejdet som smed, så er det en spændende branche, og med den nye ejerkreds med Raiffeisen, så er der skabt et stærkt fundament for at kunne følge med i udviklingen”, siger han til LandbrugsAvisen Maskiner.  

I er jo nu vokset til 45 mand, så I er vel godt på vej som en mellemstor spiller?

”Jo, vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, men vi har et godt fundament til at videreudvikle virksomheden”, siger Jan Garder.

Får travlt

Privat bor han på en mindre landejendom, hvor han er vant til, at der kan være en del at se til i fritiden. Indtil for nylig har han haft en række tillidshverv lokalt. Det er dog sagt fra nu, da han forventer, at det bliver travlt med et job, hvor kunderne i perioder kører meget lange dage.

”Der bliver noget aftenarbejde, og jeg vil være til gengænglig”, siger han.

Hvad bliver din hovedopgave?

”Lige nu er det nyt, og jeg skal have et præcist billede af, hvad jeg er landet i. Men vi er i en stabiliseringsfase efter uro. Men med den nye ejergruppe, så har vi altså et godt fundament”, siger han og peger på, at der i øjeblikket sker mange spændende tendenser i branchen. 

”Vi ser bl.a., at Semler Agro går ud og siger, at de lukker afdelinger for at have montørerne mere ude hos kunderne. Jeg siger ikke, at vi skal gøre det samme, men det er en spændende udvikling, som vi følger nøje. En montørbil i dag kan klare 90 pct. af opgaverne hos kunderne, og det ændrer også behovet for, hvad det er for nogle typer forretninger, vi har”, siger han.

Gik i minus i de første måneder

TBS Maskinpower har netop aflagt regnskab for de første måneder i selskabets levetid efter, at selskabet blev skabt på basis af den gamle afdeling i Starup ved Grindsted i det konkursramte TBS Maskinpower, der også havde MF-forhandling og afdelinger i Brørup og Toftlund udover Fendt-afdelingen i Starup.

Ifølge indehaver Jens Hansen er de første måneders underskud på knap 900.000 kr. mindre end forventet i de ”typisk dårligste måneder” hos en maskinforretning, ligesom en del indkørselsomkostninger for den nye organisation også mærkes på bundlinjen. Regnskabet viser i øvrigt, at aktionærerne med Raiffeisen i spidsen har skudt en del kapital ind i TBS, der står med en egenkapital på seks mio. kr. fra årsskiftet.     

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.