Tripper for at komme i marken med 20 kubik og hjultræk

I de kommende dage får Landbruget Holmager nær Ringkøbing en ny Samson PG II 20 HWD. Den skal køre op mod 45.000 kubikmeter ud i år.

Lige for tiden er der mange gyllepiloter, der har svært ved at vente. En af dem er den unge markmand på Landbruget Holmager ApS ved Ringkøbing. Når starten går, bliver det med en helt ny Samson PG II 20 HWD med hjultræk og med fronttank. Og mellem vogn og fronttank - der befinder sig en ny New Holland T7, som bedriften valgte at købe i samme ombæring.

Netop nu er det nye gylletræk ved at blive klargjort hos Samson Agrolize’ servicepartner, Skjern Maskinforretning, inden hele herligheden leveres og igangsættes på bedriften i næste uge. Og det er også her ved Skjern Maskinforretning, at vi møder markmanden Anders Vendelbo og driftsleder Esben Olesen.

Sidde mindre fast

»Vi har noget meget lavtliggende jord og mange vådarealer, så vi ville gerne have en lettere gyllevogn med hjultræk, og med den her håber vi, at vi kommer til at sidde mindre fast, end med den PG 25’er, som vi havde før. Og med en fronttank på tre kubikmeter kan vi trods alt stadig køre i marken med 23 ton totalt. Vi vil jo helst ikke for langt ned i kapacitet«, siger driftsleder Esben Olesen, der regner med, at den nye PG II 20 kommer til at bringe 40.000-45.000 kubikmeter ud i år.

»Og nu vil vi rigtig gerne i gang. Nogle af beholderne er godt fyldte«, siger Esben Olesen, der vil overlade det nye gylletræk til markmand Anders Vendelbo.

»Jeg har aldrig kørt gyllevogn med hjultræk før, og det nye styresystem kender jeg heller ikke. Men det bliver spændende«, siger Anders Vendelbo.

»Ja, i forhold til den gamle er det netop et nyt styresystem, som vi lige skal lære at bruge. Der kommer en montør fra Samson og sætter os ind i det«, siger Esben Olesen.

Fuldhydraulisk

Den nye Samson vil blive bestykket med enten bedriftens 24 meters slangebom eller en 7,5 meters nedfælder, som benyttes mest.

»Og det er også her, at det kommer til sin ret, at PG II 20 HWD har fuldhydraulisk hjultræk. Det er ideelt til nedfældning«, siger Bjarne Greve fra Samson Agrolize, som også havde fundet vej til Skjern.

»Den 20 kubikmeters er efterhånden den mindste, vi sælger. Der går flest PG II 28. Vi har dog solgt en enkelt PG II 16 i år, endda med hjultræk. Den skal køre nede i marsken i Sønderjylland«, tilføjer Bjarne Greve.

Landbruget Holmager ApS er en svinebedrift, der drives af Mourits Rahbek i Velling ved Ringkøbing. Her dyrkes ca. 1.200 hektar, inklusive et par hundrede hektar for naboer. Der produceres 100.000 smågrise.

Faktaboks

3 egenskaber ved Samson PG II 20

  1. Kapacitet: Med en frontank på tre kubikmeter kan Samson PG II 20 næsten måle sig med de større varianter.
  2. Fuldhydraulisk: HWD, fuldhydraulisk hjultræk, gør maskinen ideel til nedfældning.
  3. Skånsomhed: Samson PG II 20 her er monteret med Alliance 389 VF dæk, så man kan gå ned i dæktryk, som sammen med den lavere vægt også skåner marken.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.