Flere stormvejr koster Claas kassen, men viser også, hvor uhyre solidt selskabet er

Nok havde Claas en del mejetærskere, som ikke blev færdige og heftige nedskrivninger i Rusland, men alligevel er regnskabsbøgerne langt fra en katastrofe, lyder det i maskinernes eget nyhedsoverblik.

Et eller andet sted, så må det være den perfekte storm for en af verdens største producenter af landbrugsmaskiner:

Du har en af dine største fabrikker i Rusland og må tage enormt store nedskrivninger på den konto.

Leveringskrisen betyder, at du ikke kan producere en række maskiner i dit hovedsortiment, mejetærskere, færdige som lovet til høstsæsonen.

Begge dele kan Claas skrive under på, fremgår det af et nyt regnskab, som Claas forleden sendte ud til offentligheden – og som bøgerne afslører har kostet mange, mange hundrede millioner kroner. Alligevel fremstår Claas stadig utrolig robust. Læs mere om tallene og hvorfor længere nede i teksten, hvor du også kan læse om en yderst smidig koreansk traktor, der kan meget andet end trække maskiner.  

Først napper vi lige et par aktuelle historier.

Kendt maskinstations grej sælges i januar

For et par uger siden kunne vi fortælle, at Staulund Maskinhandel havde overtaget maskinerne fra det tidligere Staby Maskinstation med henblik på at sælge maskinerne videre.

Nu er der nyt fra den front. Staulund Maskinhandel fortæller nemlig, at maskinerne kommer under den digitale hammer sidst i januar.

Der er blandt andet tale om mere end 10 nyere John Deere-traktorer - hver af to af dem er fra 2021, to Krone snittervogne, to New Holland CX-mejetærskere, en Krone selvkørende finsnitter, to 15 meter Kuhn storriver, Samson og Gøma gyllevogne, lyder det fra maskinhandleren. 

- Der er tale om rigtig mange fine maskiner, som med denne auktion forhåbentligt kommer ud og køre allerede til foråret 2023. Jeg tror, maskinerne bliver ret attraktive, da vi fortsat befinder os i en forsyningsvanskelig situation, hvor køb af nyt maskineri har lange udsigter for levering, siger Peter Jensen, en af indehaverne af Staulund Maskinhandel i en pressemeddelelse.

Nøjagtig dato for auktionen kommer senere.

Valtra-forhandler får også TBS som ejer

I det seneste tre-fire år har maskinhandleren TBS Maskinpower konsolideret en stor del af branchen, når det gælder forhandling af Fendt og Valtra. Den vækst fortsætter i den kommende tid med Holmsland Maskinforretning som en ny del af TBS-familien. I sidste uge gik parterne nemlig ud og fortalte, at Holmslands ejer Arne Nielsen sælger 70 pct. af aktierne til TBS – og man kunne næsten høre lettelsen i pressemeddelelsen. 

- Det er vanskeligt for unge mennesker at skaffe kapital til et generationsskifte i vores branche, men med TBS Maskinpower om bord som aktionær er fremtiden sikret for vores medarbejdere og mange loyale kunder, så det er rart at få på plads, ifølge Arne Nielsen.

Holmsland sælger stor del af forretningen til TBS

For 300 millioner nedskrivning i Krasnodar

Og så skal vi til historien bag overskriften på denne udgave af morgenposten.

Det har længe været kendt, at Claas for tiden ikke producerer det store på deres russiske fabrik i Krasnodar, hvor man ellers har investeret en del i en moderne fabrik, der både skulle forsyne russisk landbrug og nærtliggende lande.

Krigen i Ukraine har naturligt nok betydet, at produktionen er stoppet op. I Claas nye regnskab fremgår en nedskrivning på hele 300 mio. kr. på fabrikken i Krasnodar.

Samtidig har Claas i lighed med mange andre maskinproducenter været mærket af et år, hvor der har manglet komponenter til at færdiggøre maskiner på deres fabrikker. Claas fortæller, at man har leveret på sit høstløfte til kunderne, så det har kunnet komme i gang med høsten som lovet. Det har dog ikke altid været med den nye Claas-maskine, som kunderne egentlig havde købt. Claas oplyser, at man har leaset, købt og udlånt nye og brugte maskiner for at få landmænd høstklar, mens der har været kø på fabrikken i Harsewinkel for at færdiggøre maskiner, som lige manglede den ene eller anden del. Effekt for Claas?

Lager af Maskiner under udarbejdelse og færdige varer er steget med et par mia. kr. i forhold til året før. Claas oplyser, at man forventer at levere mange af de her maskiner, som egentlig skulle være færdige for længst i de her måneder.

Og jo, det betyder også, at overskuddet er faldet hos Claas, men den tyske kæmpe leverer stadig overskud, og lægger stadig penge på bogen. Selskabet havde et overskud før skat i ”katastrofeåret” på ca. 1,2 mia. kr. mod 2,6 mia. kr. året før.

Smidig sag fra Korea

I Tyskland er et af mine yndlingsmedia Agrar Heute. Her finder jeg dagens mest smidige maskinnyhed, en såkaldt krydsning mellem traktor, læsse- og gravemaskine kaldet Roboractor.

 

 

Med YouTube som ven kan du se, hvad smidig traktoren er med en drejevinkel på omkring 100 grader – og så er der både læsse og graveudstyr på traktoren, som vist er kommet en tur med ud i rismarkerne. Traktoren, eller hvad vi nu skal kalde hybridmaskinen, har været bygget sin 2014 af Daheo Agricultural Machinery Co.

Auto-firehjulstræk

Men vi behøver ikke hoppe til Tyskland for at finde alle nyheder denne morgen.

Når jeg spejder igennem vores egen avis fra weekenden, så var vores traktortester Morten Dürr Resen for øvrigt også en tur på sydshavsøerne for at køre en tur i den nye Fendt 728 for nylig.  

- En af de store ændringer på den nye serie er helt klart, at knapperne til firehjulstrækket er forsvundet, fordi den nye generation nu har automatisk tilkobling af firehjulstræk. Det er resultatet af den nye vario-transmission, som også kendes fra de større 900- og 1000-serier. Derfor er gruppeskiftet mellem vej- og markkørsel også fjernet, hvilket er et stort plus, skriver han bl.a. Du hopper bare ind og logger dig ind i vores epaper, hvis du vil høre mere om den sag.

Styrketræning bag John Deere

I fredags havde vores maskin-team årets sidste store aflevering, et frisk TraktorTech udkommer nemlig mellem jul og nytår. Her leverede vores faste Flash Back-skribent, gårdejer Max Madsen fra Vestsjælland, et nyt kapitel om John Deere’s historie med et flash back til 1984 og introduktionen af John Deere 3640. Med andre ord lå der styrketræning på John Deeres fabrikker bag en traktor, som på en række områder var gjort stærkere for at kunne holde til mosten end datidens standarder.

Hvis du ikke er heldig at have TraktorTech – eller ønsker at købe det som en julegave til sønnikke eller fatter, så skal du bare klikke videre til landbrugsmedierne.dk/koeb – og så er man få klik fra at have klaret den sag.

Morgenposten er udkommet mere eller mindre fast hver mandag igennem de seneste fem år. Men i juleferier som den, der venter lige om hjørnet, så bliver det til en lille pause.

God jul, godt nytår og på genlæsning i 2023!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Vi er selvfølgelig ikke gået på ferie endnu. Så har du en god historie, som vi bør have radaeren ude efter, så skriv endelig til cjj@landbrugsmedierne.dk - eller vend tilbage i de kommende dage for at læse flere historier om maskiner og branchen omkring, eksempelvis forventes S.D. Kjærsgaard at være frisk med nye tal fra sit rige i de kommende dage. Onsdag overrækkes DBL Pokalen hos Sjørup Traktor til 21-årige Birgitte Brunsgaard Jacobsen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.